Skip to main content

Vi mister gode kolleger, og det kan mærkes

Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing

24. jun. 2019
3 min.

Jeg er netop kommet hjem fra Folkemødet, hvor de pressede forhold for både patienter og personale var et emne, der gik igen i debatterne under teltdugene. Social-og sundhedsassistenter, sygeplejersker, læger og andre nøglegrupper i sundhedsvæsenet oplever, at det bliver sværere at gøre det, som skal til for at kunne tage hjem fra arbejde med visheden om at have brugt sin faglighed så godt som muligt for patienten.

Det er ikke en følelse, som er stampet op af den bornholmske klippegrund. Den underbygges af officielle tal for, hvor mange fagpersoner med patientrettet arbejde der har deres gang i det offentlige sygehusvæsen. I 2018 var der totalt set ca. 1.000 fuldtidsstillinger med patientrettede funktioner færre end i 2015, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen ynder at fremhæve, at der siden 2001 er blevet ansat en ekstra læge hver dag, undtagen om søndagen. Det er naturligvis meget positivt. Men samtidig har vi i de seneste år skullet sige farvel til social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, lægesekretærer m.fl. For at blive i Lars Løkke Rasmussens måde at udtrykke sig på, så har sygehusene siden 2015 samlet set måttet sige farvel til en medarbejder hver dag – undtagen i jule- og påskeferien.

Når kolleger forlader deres job, så stiger presset på dem, som er blevet tilbage.

Det er klart, at når kolleger forlader deres job, så stiger presset på dem, som er blevet tilbage, herunder læger. For det er jo ikke sådan, at der så også er kommet færre patienter. Tværtimod er de vokset voldsomt i antal. Fra 2015 til 2018 steg antallet af patienter med ca. 80.000 på de offentlige sygehuse.

Det hænger selvfølgelig overhovedet ikke sammen. Specielt ikke, fordi udsigten til lysere forhold er totalt fraværende. Vi vil opleve, at flere mennesker vil have en berettiget forventning om, at der bliver taget hånd om dem på kvalificeret vis, når skavankerne eller den alvorlige sygdom melder sig. Det er et vilkår med den demografi, vi har i Danmark. Alligevel er de svar, vi hører fra mange politikere, karakteriseret af en avanceret form for virkelighedsflugt. De nævner typisk alle de penge, som tidligere er givet til forskellige indsatser. Det er helt i overensstemmelse med sandheden, men de misser at sætte beløbene ind i den desværre uomgængelige sammenhæng, at opgaverne vokser mere end ressourcerne. Det gælder ikke kun på sygehusene, men også i praksissektoren og i kommunerne. De nye penge bevilges som hovedregel til nye indsatser. Den daglige drift er i den grad presset.

I skrivende stund arbejder kongelig undersøger og måske kommende statsminister Mette Frederiksen på at stykke et regeringsgrundlag sammen. Uanset om det lykkes for hende eller ej, er det en bunden opgave for den kommende regering at forholde sig aktivt til en virkelighed langt fra både Christiansborg og Folkemødet. En virkelighed med underbemanding, overbelægning, aflyste operationer og behandlinger og udskrivninger før tid på grund af mangel på sengepladser og personale. Vi har brug for flere ressourcer til at klare opgaverne – ca. en vækst på to procent om året – og heraf skal en del bruges til at sikre, at vi har alle kompetencer med. Lægers naturligvis, men også sygeplejerskers, social-og sundhedsassistenters, lægesekretærers og andre kollegers. Der er brug for dem alle.