Skip to main content

Vi presses til behandling

Alment praktiserende læge John Nelson, Beder. E-mail: johnnelson@dadlnet.dk

20. jan. 2012
2 min.


Interessekonflikter: ingen

Formanden for PLO, Henrik Dibbern, redegør for sine tanker om medicinalindustriens påvirkning af læger og herigennem medvirken til, at hidtil sunde borgere gøres til behandlingskrævende risikanter.

Indlægget kommenteres af formanden for Lægevidenskabelige Selskaber – overlæge Peter Schwarz (PS).


PS starter og slutter sit indlæg med at nedgøre Henrik Dibberns synspunkter – de betegnes som skingre, unuancerede og ensidige. Herefter benytter han en stor del af sit indlæg til at give Henrik Dibbern ret på en række punkter.


PS er enig med Henrik Dibbern i, at medicinalindustriens hovedformål er at tjene penge, endvidere at fuld transparens om lægers bijob tjener standen bedst.


Også på spørgsmålet om, hvorvidt et for tæt samarbejde med medicinalindustrien er uheldigt, er der enighed.


Uenighederne går på at PS har svært ved at acceptere, at hunden logrer mest over for den hånd, der fodrer den.


At det forholder sig således ved ellers enhver hundeejer – inden for videnskab er parallellen bekræftet i utallige sammenhænge.

At tale om mistænkeliggørelse af motiver hos de involverede er en stærk forsimpling. Læger, der agerer »nyttige idioter« i forskningssammenhænge er hverken useriøse, til fals eller onde. De indgår derimod i sammenhænge, der styres af interesser, som de ikke selv har afgørende indflydelse på.


Eksempelvis med hensyn til om og hvordan forskningsresultater publiceres/ikke publiceres – hvordan de fortolkes og fremstilles.

Forholdet er velkendt, og det kan undre, at PS ikke har forståelse for denne banale mekanik.


PS sætter spørgsmålstegn ved om netop medicinalinsdustriens kommercielle interesse, frem for om det generelt øgede fokus på sundhed i samfundet er årsag til, at risikantpopulationer gøres behandlingskrævende.


Hvis PS som Henrik Dibbern – og undertegnede – imidlertid havde siddet i mange år i frontlinjen i almen praksis, tror jeg, han ville vurdere anderledes.


Behandling af risikanter inden for eksempelvis hypertention, type 2-diabetes, osteoporose og kolesterolområdet skyldes sjældent behandlingskrav fra patienterne. De slår sig oftest i tøjret over at skulle have medicin og over at se sig selv som patienter.


De drives af respekt for os som autoriteter og af sygdomsangst.


Vi, der arbejder i frontlinjen, er stærkt bekymrede over denne problemstilling -–at vi presses af stadig striksere faglige vejledninger til at behandle stadig flere på et spinkelt grundlag.


Vi har i lægeløftet bundet os til at hjælpe vore patienter – heri ligger selvsagt, at vi skal undgå at sygeliggøre. Derfor er det afgørende, at vi kan stole på neutraliteten og fagligheden i de retningslinjer, der meldes ud officielt, og de bagvedliggende data.


Derfor støtter jeg ubetinget Henrik Dibbern i hans bestræbelser på at luge ud i interessekonflikterne bagved forskning.


Og det er hverken unuanceret, skingert eller ensidigt – det er god gammeldags sund fornuft..