Vi skal finde balancen

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Torben Mogensen (TM), der til daglig er lægelig direktør på Hvidovre Hospital og anæstesiolog, argumenterer i Ugeskrift for Læger [1] for, at medicinske speciallæger skal gå i bunden vagt om natten. Formålet med dette er ifølge TM ikke at genere speciallægerne, men langt mere ædelt, nemlig at gavne patientbehandlingen. TM anfører, at de medicinske speciallæger ofte bruger »farverige« og »morsomme« (underforstået underlødige?) argumenter for at undgå at gå i vagt, og han nævner i den sammenhæng, at de mest brugte argumenter fra de medicinske speciallæger er »hensynet til patienten og hospitalets produktivitet«. Set fra min stol virker argumenterne mere virkelighedsnære end farverige. Det må nemlig være sådan, at hvis vi flytter dyr speciallægetid fra ambulatorierne til akutafdelingen, skal ambulatorieproduktionen reduceres, medmindre effektiviteten øges, eller der tilflyder flere midler, hvilket i disse tider ikke synes at være tilfældet.

Ambulatorium billigst

Lad mig give et eksempel fra min egen verden: Jeg har for nylig set en ung mand i ambulatoriet. Han har netop fået konstateret type 1-diabetes og går til hyppige kontroller i starten for at sikre en god blodsukkerregulering. Det er min vurdering, at det er bedre og billigere at se ham hyppigt og kvalificeret i ambulatoriet i begyndelsen af sygdommen i stedet for, at han bliver indlagt med hypoglykæmi eller ketoacidose inden længe - også selvom det er en speciallæge, der tilser ham i denne akutte situation. Sat på spidsen kan man sige, at et øget medicinsk akutberedskab med speciallæger i front vil føre til flere akutte indlæggelser - hvis man da tror på, at ambulant behandling er godt for patienterne. Man skal selvfølgelig ikke være blind for, at der kan være gode grunde til, at speciallæger involveres mere i det akutte arbejde, både nat og dag: Større beslutningsstyrke hos den erfarne læge sikrer hurtig og målrettet udredning (og derved behandling), og flere patienter sendes direkte hjem fra akutmodtagelsen uden et døgns dyr og unødvendig indlæggelse til observation. TM mangler imidlertid i lighed med Iben Sorgenfrei, der også er anæstesiolog og i tidligere numre af Ugeskrift for Læger [2, 3] har agiteret for medicinske speciallæger i vagt, at anvise, hvor resurserne til et øget medicinsk akutberedskab på speciallægeniveau kan findes. Måske mener TM og Iben Sorgenfrei, at de skal tages fra de internmedicinske maskinrum - ambulatorierne?

Tag fat på diskussionen

Jeg vil opfordre Dansk Selskab for Intern Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Terapi og andre interessenter til at mødes og diskutere de mange uafklarede spørgsmål, som de kommende ændringer af akutstrukturen i Danmark vil skabe. Der er masser at tage fat på. F.eks.: Hvilke internmedicinske specialer skal være til stede døgnet rundt alle ugens dage? Hvem skal ekkokardiografere om natten? Skal der ekkokardiograferes om natten? Er der patientgrupper, vi ikke længere skal tilbyde et ambulant forløb på hospitalet, men gerne akutbehandling? Det gælder om at skabe en balance, hvor både de ambulante og de akutte patienters situation varetages.

TM indleder sit indlæg [1] med at skrive: »Skal vi for en gangs skyld lytte til patienterne?« Jeg kan over for TM afsløre, at mine kollegaer og jeg dagligt lytter til adskillige patienter, og så sent som i dag har jeg lyttet til en af de diabetikere, der går i vores ambulatorium. Jeg lyttede, mens hun spurgte om, hvorfor hun først skulle ses igen om seks måneder. Om et par år er ventetiden måske øget til 12 måneder, fordi de endokrinologiske speciallæger skal bruge mere af deres arbejdstid på hospitalet om natten, end de gør nu. I den situation kan de akutte patienter til gengæld møde en speciallæge i endokrinologi (eller måske reumatologi), når de midt om natten indlægges med hurtig atrieflimren, lavt blodtryk og skal DC-konverteres akut. Tillad mig at gentage TM's indgangsreplik: »Skal vi for en gangs skyld lytte til patienterne?«