”Vi skal kæmpe for, at tiden på arbejdsmarkedet bliver så god som mulig”

Forårets overenskomstforhandlinger var de mest dramatiske i årevis. Fagbevægelsens følelse af at blive total tromlet af arbejdsgiverorganisationerne, startende fra innovationsministeren helt ud i kommuner og regioner.

Vi viste et hidtil uset format, et rørende sammenhold på tværs af fag- og indkomstgrupper. Der blev holdt vagt udenfor forligsen og det nyttede. Vi kæmpede skulder ved skulder, og kunne efterfølgende fejre, at vi fik lov til at gå på arbejde.

Der var som bekendt tre store knaster:

1. Lønnen

2. Retten til den betalte spisepause

3. Medindflydelse på arbejdstiden

Og vi vandt alle tre. Men hvis vi ser på den en for en, så følger lønudviklingen helt naturligt udviklingen på det private arbejdsmarked, og det nationalbanken har efterfølgende været ude og tilkendegive at lønnen roligt kunne stige yderligere . Fagbevægelsen var gode til at illustrere at den betalte spisepause allerede var vundet op til flere gange tidligere, senest i Danmarks Radio . Og arbejdstiden eksemplificeret i lærernes urimelige forhold er også adskillige gange blevet klart udstillet som et angreb på selve den danske model, et aftalt spil der nødvendigvis måtte annulleres, hvis vores arbejdsmarked skulle bestå som vi kender det.

Virkelighedsfjern skrivebordsbeslutning

Vores aftalepartnere på den anden side af bordet tog skrappe midler i brug, de brugte ukonventionelle metoder. Fra vores egen forening, blev der tidligt klaget over at de ikke ville mødes. Derimod brugte ministeren meget tid foran kameraerne, på at forklare fagbevægelsen at de ikke bare skulle "tage og tage". Da lockoutet blev varslet blev det gjort ved en pressemeddelelse, der bekendtgjorde, at 440.000 offentligt ansatte ikke måtte møde på arbejde, heraf 70.000 i regionerne.

Det viste sig relativt hurtigt at være en virkelighedsfjern skrivebordsbeslutning, som de langt hen ad vejen måtte trække tilbage da nødberedskaberne var bedre normeret end det vanlige beredskab ligesom det viste sig, at være svært både at love man ville friholde kræft-, akut- og børneområdet udover psykiatrien, når nu de der arbejdede der ikke måtte gå på arbejde.

Men selvom de måtte trække lidt i land, så var det massive lockout-varsel et bevis på, at arbejdsgiversiden ikke skyede nogle midler i kampen for at nå deres mål. Og måske de i virkeligheden havde endnu mere succes end vi.

Hvis vi ser på det, så er lønudviklingen ganske naturlig, den er højere end den man har opnået i de seneste forlig, men ser man på lønudviklingen inden krisen, så ligger vi meget godt i niveau. Arbejdsgiverne tabte intet ved at give os den betalte spisepause, der inden forhandlingerne var en kutyme. Det er klart, der var en potentiel sejr for dem, som de ikke fik, men på den anden side ville ministeren have lagt sig ud med en stor del af vælgerne på en måde, de ville kunne mærke hver eneste dag frem til næste folketingsvalg, hvis hun havde vundet. Og når det kommer til lærernes arbejdstid, så endte hele det ståhej med en kommission, der først lige er ved at komme i gang.

Nu må vi se fremad

Sejren skal ikke forklejnes, det var en sejr, men ikke på grund af de resultater vi opnåede, da disse ikke var banebrydende, men bare en opretholdelse af det naturlige. Det var en sejr at se fagfolk stå sammen side om side og kæmpe.

Nu må vi se fremad, næste gang kan vi regne med, at arbejdsgiversiden vil videreføre fantasifulde pres på lønmodtagersiden. Det er vores opgave at være kreative og komme med krav, de bliver nødt til at reagere på. Udover en lønudvikling, der som minimum følger den fra OK 18 må vi stille krav til bedre arbejdsvilkår. Vi er blevet overhalet indenom af EU på spørgsmålet om lige barselsvilkår, her kan vi igen tage teten. Vi kan opnå bedre vilkår for at gå på deltid i de dele af livet, hvor meget andet sker, når man har små børn eller når man skal trappe ud af arbejdslivet igen. Vi kan kræve, at vi får lov til at være hjemme og passe på vores syge børn i den tid, de er syge og ikke som nu sende dem i vuggestue dopet på Panodil.

Arbejdsgiverne har allerede vundet kampen om, hvor længe vi skal blive på arbejdsmarkedet. Derfor er det vores opgave, at kæmpe for at tiden på arbejdsmarkedet bliver så god som mulig.