»Vi ved ikke, hvad vi får for pengene til almen praksis«

Den udtalelse er blevet hængende i mine tanker efter konflikten i foråret mellem regionerne (læs Finansministeriet) og PLO. Udtalelsen blev understøttet af en »ekspert«, professor i sundhedsøkonomi, der sagde at »der er et stort hul i vores viden om almen praksis«.

Derfor har jeg også mange dage, når jeg kørte hjem fra klinikken, tænkt over dette, hvad har distriktets indbyggere fået af mig i dag? Og det er jo typisk et par mødre, der har fået tryghed for, at deres børn bare er forkølede, personalet på plejehjemmet, der har fået taget ansvaret fra deres skuldre om en beboer, som er blevet dårlig. Det var kvinden, der pludselig fik tågesyn på det ene øje og panisk ringede. Hun kom akut til øjenlægen. Den gamle kone, der havde konstateret en knude i maven og blev indlagt. Manden, der fik hjælp til en plan for, hvordan han skulle håndtere de akutte rygsmerter. Hende, der er kørt ned af mobning på arbejdspladsen og fik en sygemelding, drengen der havde fået en sten ned over fingeren, og ham, der fik fjernet en knyst på kinden. Små og store ting imellem hinanden, men alt sammen noget som et menneske har ønsket hjælp til.

Samfundet får meget ud af mig

Men overordnet set, sådan i politisk perspektiv, hvad får samfundet så egentlig ud af at have mig siddende som en åben dør ved indgangen til sundhedsvæsenet?

I vores egen selvforståelse får samfundet en hel del ud af det. At have et gratis sundhedsvæsen med fri adgang er egentlig en selvmodsigelse. Men ved at have en funktion, som kan klare en stor del af problemerne umiddelbart og en pæn del derudover med simpel hjælp fra billeddiagnostik og laboratorium, og resten sendt i den rigtige retning til de dyre funktioner, så er det faktisk indtil nu lykkedes at have fri adgang til dette fællesbetalte sundhedsvæsen.

Legalt politisk standpunkt

Og både ministeren og mange andre sagde da også, at de overordnet var glade for almen praksis, de ville bare have mere styr på os. De ville kunne lave nogle tabeller, som viste udbyttet, ligesom de åbenbart har fået inden for sygehusvæsenet. De vil gerne kunne måle, sammenligne og effektivisere. Et efter min mening fuldstændig legalt politisk synspunkt.

Som jeg forstod professoren og mange andre, der udtalte sig, så mangler man data. Og her står ICPC-kodefolkene klar med en løsning. Kod enhver konsultation med et af vores 800 numre og kobl det sammen med laboratorietal, kliniske undersøgelser, medicinordinationer og hvad som helst, og du kan få svar på, hvordan f.eks. S-kolesterol er hos dine diabetikere (altid f.eks. diabetikere). Men nu har mange kolleger ICPC-kodet i mange år, og vi har aldrig set andet end opgørelser over, hvordan en eller anden praksis – eller måske flere – håndterer opgaven som internt medicinsk ambulatorium. Men for det første er det ikke almen praksis’ nøglefunktion, og for det andet kan man jo bare måle det, man ønsker at bearbejde, jeg behøver ikke sidde og finde det nummer, der passer bedst til at få en sten ned over fingeren, for at jeg kan vurdere min støtte af diabetikere.

Spørg!

Og her er efter min mening den afgøre pointe: Hvis man vil have viden, må man stille spørgsmål! Viden er ikke direkte proportional med antallet af data. Viden udspringer af, at der stilles relevante spørgsmål, og at man finder metoder til at besvare dem. Når man har gjort det, er det ofte ret få og enkle data man har brug for. Hvad er det så for spørgsmål, der er vigtige at besvare, når man vil vide noget om, hvad samfundet har fået ud af mig? Her kan det godt være, at nogle forskere i sundhedsøkonomi kunne være til hjælp, det er vel sådan set det, de er beregnet til. Men de bliver nødt til at komme ud og se den hverdag, som er vores, tage dialogen med os og gå hjem og tænke det ind i en større sammenhæng. Blindt bare at registrere flere data er nytteløst.

Så det her er en opfordring til alle sundhedsøkonomer: Sæt jer sammen med os, og lad os i fællesskab formulere de relevante spørgsmål. Det må kunne lade sig gøre, hvis vi hjælpes ad.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen