Skip to main content

Videreuddannelsesreformen - et godt udkast, der skal rettes til

Uddannelsesansvarlig overlæge Mogens Kjær Andersen, Medicisk Afdeling, Sygehus Fyn, Svendborg, E-mail: moga.shf-post1@fyns-amt.dk

10. sep. 2007
6 min.

Resume: Speciallægemanglen er skabt af en kombination af dårlig dimensionering af lægestudiepladser og alt for få hoveduddannelsesstillinger. Den rettes kun op igen af en rigelig dimensionering af samme. Nye regler om 12 måneders turnus, tre måneders ventetidsgaranti på turnus og maksimalt fire år fra turnusstart til start på hoveduddannelse er unødvendige. Det giver marginale tidsgevinster, er dybt frustrerende for de involverede og forringer uddannelsen.

Som uddannelsesansvarlig overlæge på en af de store medicinske afdelinger med bl.a. 48 årlige turnusforløb har jeg nogen tid gået og funderet over et respons på bekendtgørelserne om videreuddannelsesreformen. Det er altid svært med »fait accompli«. Vore interesseorganisationer har jo allerede givet deres tilsagn, desværre. Sundhedsministeren bruger i sin kronik i Ugeskr Læger 2007;169:2668-9 (den 13. august) overskriften: »Uddannelsesreform til gavn for alle«. Jeg er helt overbevist om, at flere delelementer i reformforslaget skader lægerne og uddannelsen mere, end det gavner, mens ministeren vil kunne fremstå som handlekraftig i sit bagland.

Først skal jeg minde om, at hovedproblemet med lægemanglen er skabt af politikerne. I 1985-1989 sad undertegnede i Yngre Lægers repræsentantskab og oplevede, hvordan en meget enerådig undervisningsminister (Haarder), mod alle de argumenter og prognoser, som lægerne kunne opstille, fastholdt, at der skulle være stort set nulvækst i sundhedsvæsenet. Man gennemtrumfede nærmest en halvering af antallet af lægestuderende.

Samtidig har der altid været for få uddannelsesstillinger, kaldet nåleøjestillinger. Rigtig mange danske læger har derfor fået deres uddannelse i bl.a. Sverige, hvor alle stillinger potentielt havde uddannelsesværdi - også på centralsygehuse. Derved blev uddannelsesvarigheden meget kortere.

I Danmark har generationer af læger »spildt« tiden i venteposition i uklassificerede stillinger. Man kunne vente i mange år, da kravene til uddannelsesstillingen var stigende fra år til år. Helt grotesk var det, at man oftest på samme afdeling lavede det samme arbejde i uklassificeret som klassificeret stilling.

I dag ryster de fleste på hovedet af det gamle system og det store uddannelsesmæssige fråds. Det er derfor glædeligt, at antallet af medicinstuderende gradvis er blevet øget efter realistiske behov, og at den planlagte videreuddannelsesreform atter vil øge antallet af hoveduddannelsesforløb.

Vi er alle blevet taget på sengen

Desværre har sundhedsministeren så forivret sig og skruet på nogle mere problematiske knapper. Disse knapper har virket ganske provokerende på lægestuderende og yngre læger, vurderet ud fra talrige indlæg i vore tidsskrifter. Også enkelte med ansvar for den praktiske videreuddannelse har ytret sig skeptisk [1, 2]. Og jeg forstår det egentlig godt. Reglerne giver en helt marginal effekt på videreuddannelsesvarigheden i forhold til effekten af flere hoveduddannelsesstillinger. Samtidig giver de en negativ uddannelsesmæssig effekt. Det er meget beklageligt, at Lægeforeningen har haft så travlt, at man har lavet en så vidtgående aftale uden at sikre en bedre debat. Jeg tror, at vi alle er blevet taget på sengen.

Angående turnus har vi i mange år haft en rimelig velfungerende ordning, som både yngre læger, almen praksis og sygehusene har været glade for. Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse har faktisk på sit møde maj 2006 anbefalet 18 måneders turnus, efter at en arbejdsgruppe havde beskrevet to modeller med henholdsvis 12 og 18 måneders varighed [3, 4]. Det giver en uvurderlig viden og faglig ballast at have fungeret inden for de tre hovedsøjler af lægegerningen. Kun få ville gerne være foruden.

Nu argumenteres der for, at turnus uden videre kan kortes ned til 12 måneder, da det faglige alligevel på dette stadium er underordnet. Der skal fokuseres på at lære lægerollen. I gentagne indlæg fra vore repræsentanter i Lægeforeningen pointerer man, at den kortere turnus skal kompenseres ved mere individuelle uddannelsesplaner og udvidet vejledning i forhold til i dag [5].

Det lyder besnærende. Men alligevel er det mest papirarbejde. Som mediciner vil man prioritere almen praksis og intern medicin og altså ikke have nogen som helt kirurgiske erfaringer ... I virkelighedens verden udvikles lægerollen parallelt med et meningsfyldt klinisk arbejde. Det kræver patientkontakt med daglige udfordringer under samtidig tilstrækkelig supervision. Man vokser med opgaverne. Rollerne er meget forskellige i almen praksis, intern medicin og kirurgi, men de komplementerer hinanden. Grundlæggende tager det altså tid at lære disse ting.

Der bliver mange steder allerede nu gjort et stort arbejde med introduktion, vejledning og supervisering. Det kan gøres meget bedre endnu men vil stadig ikke, i den lægeverden, jeg kender, kunne erstatte seks måneders turnus det rette sted. Samtidig giver turnustiden også en vis berøring med og indsigt i de andre specialer, som kan hjælpe med det fremtidige specialevalg.

Bevar 18 måneders turnus

Derfor kære aftaleparter. Bevar 18 måneders turnus. Det fungerer jo godt, og de fleste er glade for den. Der skal i hvert fald bedre argumenter end de eksisterende til at ændre den.

Angående fireårsreglen tror jeg ikke, at der er læger, der forlænger deres uddannelsesvarighed unødvendigt, som fireårsreglen vel indikerer. De fleste læger ved heldigvis meget tidligt i turnustiden eller efter deres første introduktionsstilling, hvilket speciale de skal vælge. Andre vil være mere i tvivl og har brug for yderligere et introduktionsforløb. Nogle få skal ud og frelse verden i en periode. Sådan fungerer virkeligheden altså. Man kan ikke bare administrativt tvinge læger ud i et uønsket speciale. Sundhedsministeren skriver i sin kronik 13. august, at han ikke kender nogen uddannelser, der giver garanti for drømmebeskæftigelsen. Dertil er at sige, at der stort set heller ikke er sammenlignelige uddannelser, hvor man som færdig syvårskandidat skal starte forfra på en ny formaliseret mangeårig videreuddannelse. Inden for andre uddannelser kan man søge et andet job. Er man først blevet gynækolog uden at have større ønske herom, er der ikke mange alternative jobs at søge.

Selvfølgelig er der heller ikke frit valg på alle hylder i dag, men man har lidt bedre tid til at forberede det rigtige specialevalg. Der er endvidere meget, der kan gøres for at lette lægernes specialevalg. Der skal gives bedre oplysning omkrig de mindre søgte specialer. Der kan etableres studiedage i andre afdelinger. Der kan gives positiv særbehandling etc. Det vigtigste er, at man på et vist niveau selv har valgt sit speciale. Det tjener bedst både læge og patient.

Angående tremånedersreglen kan sundhedsministeren ved at presse citronen måske vinde en måned eller to i en mangeårig videreuddannelse. Denne del af bekendtgørelsen kan dog ikke være forfattet af nogen, der arbejder med introduktion af turnuslæger i virkelighedens verden.

Helt konkret starter der pr. 1. september på vores afdeling 18 turnuskandidater Der er afgået et tilsvarende antal læger. Tilbage er heldigvis (seks) turnuslæger til at køre afdelingens to forvagtslag. De er der, fordi et mindre hold er startet for tre måneder siden. De få tilbageværende almene bloklæger og introlæger skal drive mellemvagtslagene og supplere forvagterne. Alt andet i afdelingen klares i den første uge af overlægestaben under lukning af ambulatorier.

Der går 1-2 uger, før en spritny turnuslæge kan arbejde bare helt elementært på egen hånd i en ny afdeling. Hvis man fremover højest må vente tre måneder fra eksamen til turnusstart, skal der fra den 1. september altså starte 24 turnuskandidater. Der vil ikke være nogen læger tilbage til at klare vagterne. Den eneste anden mulighed vil være at lade en gruppe turnuslæger starte deres virke midt i sommerferieperioden (juli og august), hvor al undervisning og fornuftig introduktion er håbløs.

Set ud fra et uddannelsesmæssigt og produktionsmæssigt synspunkt skal der helst være fire startterminer årligt. Det bør være en opgave for universiteterne at lave afsluttende eksaminer kvartalsvis. Med de store årgange fremover kan det være en fordel for alle parter fremover.

Jeg vil rose ministeren for det vigtigste i videreuddannelsesreformen - at øge antallet af uddannelsesstillinger. De tre ovennævnte delelementer derimod er unødvendige og bør fjernes fra reformskitsen.

Literatur

Referencer

  1. 1. Center for Postgrad Med Udd, Aarhus Universitet. Kære aftaleparter. Ugeskr Læger 2007;169:2346-7.
  2. 2. Jørgensen EO. Turnusreformen - man ved ikke, hvad man har, og man ved ikke, hvad man får! Ugeskr Læger 2007;169:2552-3.
  3. 3. Det Nationale råds turnusarbejdsgruppe. Forslag til fremtidens kliniske basisuddannelse. 2006, april.
  4. 4. Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse. Mødereferat. 2006, den 31. maj. Punkt 4.
  5. 5. Jensen JW, Worsøe M, Jaszczak P. Kære aftaleparter. Ugeskr Læger 2007;169:2347-8.