Skip to main content

Vil kravene til fremtidens hospitalsdrift kræve en regionsreform?

Formand for Overlægeforeningen Erik Kristensen. E-mail: ekristensen@dadlnet.dk. INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

26. nov. 2010
5 min.

»Den attraktive arbejdsplads er en sund arbejdsplads, der er dynamisk og i konstant forandring. Den er kendetegnet ved anerkendelse, udviklingsmuligheder og medinddragelse. Vi har fokus på betydningen af god, professionel ledelse«.

Sådan lyder et af budskaberne fra Danske Regioner i forordet til publikationen »Kvalitet i regionerne« fra 2007. De øvrige afsnit har samme velmenende indhold. Og lovsangen om regionernes fortræffelighed fortsætter året efter i »Styr på regionerne - regionernes økonomi«. Publikationerne fremtræder overraskende selvpromoverende, selv af et partsindlæg at være. Det skal retfærdigvis anføres, at den er skrevet tidligt i regionernes livscyklus.

Kontrasten til Danske Regioners verdensbillede kan dårligt blive større, når man ser på Arbejdstilsynets beskrivelse af forholdene på landets hospitaler. Tilsynet konstaterede 171 problemer i 2009, en stigning på 73 procent i forhold til 2008. Femogtyve hospitaler fik i 2009 en sur smiley for ikke mindre end 66 alvorlige brud på arbejdsmiljøloven og påbud om at bringe forholdene i orden.

Danske Regioner skriver i 2007, at arbejdspladsen er »dynamisk og i konstant forandring«. Det må siges at være en ganske flot forudsigelse, når man tænker på, at der efterfølgende i hospitalssektoren er nedlagt 1.500-2.000 stillinger i 2010, og at der sandsynligvis skal skæres mindst lige så meget i bemandingen til næste år.

Baggrunden for afskedigelserne og nedlæggelsen af stillinger er bl.a. insufficient styring af sygehusenes økonomi. Hertil kommer for nogle regioner til tider kaotiske strukturændringer. Hvis forandringer og dynamik per se er kvalitetsparametre, er de opfyldt for regionernes vedkommende - men ikke for patienternes og sundhedspersonalets.

Det er indiskutabelt, at der er tydelige og alvorlige styrings- og arbejdsmiljømæssige problemer i hospitalssektoren. Regionerne har nu eksisteret i fire år, og tiden er inde til en vurdering af de faktuelle forhold og ikke blot til at henholde sig til intentionerne ved regionernes debut. I denne sammenhæng bør også indgå de økonomiske muligheder og styringsredskaber, som regionerne er givet i lovgivning og aftaler.

En række analyser foretaget af politisk uafhængige økonomer (Det Økonomiske Råd, Dansk Sygehus Institut og Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling (OECD)) viser, at såvel de styringsmæssige muligheder som det finansielle grundlag er utilstrækkelige i forhold til de eksisterende behandlingsmuligheder og befolkningens krav og forventninger. Disse problemer er i større eller mindre grad fælles for samtlige OECD-lande, og derfor hedder det internationale mantra for sundhedssektoren nu »value for money«. I en analyse af dette begreb vil også indgå den politisk-administrative struktur, som f.eks. kan vurderes ud fra følgende tre temaer: kvaliteten af regionernes politiske og administrative ledelse, regionernes strukturelle forhold og centrale politiske faktorer.

Kvaliteten af regionernes politiske og administrative ledelse

Når de strukturelle forhold vurderes, er det en forudsætning, at lav kvalitet i den eksisterende forvaltning ikke må forveksles med strukturelle problemer. Man ser således en række inkompetente beslutninger i regionerne, som ikke kan tilskrives strukturen:

  • Når man i Region Hovedstaden direkte beskriver, at Frederiksberg Hospital ikke havde styr på økonomien.

  • Når man i nogle hospitalsledelser agerer, som om man kan producere sig ud af økonomiske problemer, selv om enhver ved, at sektoren reelt er stramt rammestyret via de årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner og Finansministeriet, uanset eksistensen af DRG-takster og anden pseudoliberalisering.

  • Når man i hospitalsledelsen i Hillerød ikke kender lovgivningen for masseafskedigelser og tilmed gennemfører trivselsundersøgelser samtidig med masseafskedigelser

Politikernes regionale hospitalsplanlægning er i flere tilfælde præget af snæver lokalpolitik og manglende forståelse for sundhedssektorens funktionelle sammenhæng. Specielt dette område kan muligvis have et strukturelt aspekt, idet undersøgelser tyder på, at regionsstrukturen ikke virker politisk attraktiv og ikke udgør et godt rekrutteringsgrundlag for politikere.

Regionernes strukturelle forhold

Fem regioner uden ret til at udskrive skat. En budgetramme, der dikteres af Finansministeriet. Ingen indflydelse på lovbundne patientrettigheder. Begrænsede muligheder for at styre udgifterne på grund af det udvidede frie sygehusvalg og behandlingsgarantierne. Specialeplanlægning, der bestemmes af Sundhedsstyrelsen. En hospitalsstruktur, der reelt bestemmes af regeringen via kvalitetspuljen.

Men selv om de væsentlige beslutninger tages uden for regionerne, og selv om dannelsen af regioner i stedet for amter skulle give stordriftsfordele, er muligheden for rationaliseringer ikke indfriet. Det fremgår af Finansministeriets budgetredegørelse (maj 2010). Her ses en stigning i administrativt personale på 16 procent i perioden 2007-2009. Den tilsvarende stigning for det samlede antal ansatte er på syv procent. Størst er stigningen i Region Midtjylland med 19,5 procent og mindst i Region Sjælland med 12,5 procent. Dette er en restriktiv opgørelse, idet der ikke medtages administrative udgifter til opgaver udført af det kliniske personale. Det forekommer umiddelbart vanskeligt at kategorisere dette adfærdsmønster under begrebet »value for money«.

I regionernes »forsvarsskrifter« anføres de opnåede produktivitetsstigninger ofte. Dette er imidlertid at pynte sig med lånte fjer, idet stigningerne alene betinges af det sundhedsfaglige personale baseret på den medicinske og teknologiske udvikling. Der er intet belæg for, at stigningerne skyldes regionsstrukturen. Dvs. at aktivitetsstigningerne også ville være fremkommet under andre organisationsformer. Endvidere kan det ikke på forhånd udelukkes, at der kunne være sket større aktivitetsstigninger, hvis det regionale bureaukrati var reduceret.

Centrale politiske faktorer

Der har hidtil ikke været flertal i Folketinget for at nedlægge, omstrukturere eller i det mindste seriøst revurdere regionsstrukturen efter en prøveperiode. Dette på trods af at der gang på gang fra centralt politisk hold fremsættes kritik af regionernes arbejde. Det er tydeligt, at man fra Christiansborgs side har en egeninteresse i at kunne henvise til, at sundhedssektoren er regionernes ansvar. Dette er formelt set korrekt, men ikke helt retvisende, når man tænker på, at de samme politikere spænder ben for regionerne med regler og love. Folketinget har med den nuværende regionsstruktur sikret sig nogle relativt forsvarsløse og politisk svage prygelknaber, som på ingen måde kan udgøre ligeværdige forhandlingsparter. Det ville derfor klæde politikerne på Christiansborg, hvis man i den nuværende problemfyldte situation stod frem og forklarede borgerne konsekvenserne af de politiske valg, der er truffet i Folketinget, samt de aktuelle økonomiske problemer og ikke mindst fremtidsudsigterne for sundhedsvæsenet - også selv om valget står for døren.

Tvivlsom fremtid

R egionernes funktionsperiode har tydeligt vist, at den eksisterende struktur ikke er hensigtsmæssig, men spørgsmålet er, hvad man kan sætte i stedet. Der kan formentlig tænkes flere alternative modeller, herunder nedlæggelse af regionerne eller reduktion i antallet af regioner. Det er imidlertid slående, at der er behov for en nærmere kobling mellem pligt og rettigheder. Dvs. enten må regionerne have retten til at udskrive skatter tilbage, eller også må Folketinget påtage sig et større direkte ansvar. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at man ikke uden videre kan bruge automatreaktionen på statens tidligere fiasko i forbindelse med drift af sygehuse og andre institutioner. Dertil har verden forandret sig for meget. Spørgsmålet er, om regionerne allerede har udspillet deres rolle. Svaret giver måske sig selv, hvis ikke regionerne bliver bedre til at lede sygehusene på en forsvarlig måde.