Vingeskudte kliniske retningslinjer

INTERESSEKONFLIKTER:Har siddet i et lønnet ekspertpanel ved samarbejde med Abbot, Novartis, Lilly og Amgen. Har holdt foredrag og modtaget vederlag af Lilly og Amgen og har deltaget i videnskabeligt, ulønnet samarbejde om kliniske forsøg med Amgen, Lilly, MSD og Novartis. Udpeget som granskningsmand ved ENLI fra 1. april 2011.

Efter måneders næsten total radiotavshed fastlagde økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner pludselig organiseringen af nationale kliniske retningslinjer med en styregruppe sammensat af KL, Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Denne handling er for det første udtryk for et alvorligt tillidsbrud i forhold til de faglige miljøer. For det andet er det dybt uklogt, hvis meningen har været, at det skulle komme danske patienter til gode.

Realiteten er, at der for længst var etableret en forståelse mellem Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Lægeforeningen og Lægevidenskabelige Selskaber om rammerne for, hvordan processen kunne organiseres på en måde, så ikke bare de lægefaglige miljøer, men også andre faggrupper fra starten kunne inddrages. Det, vi nu ser, er en styregruppe sammensat af embedsmænd og domineret af driftsorganisationer, så det bliver hensynet til økonomien og ikke kvaliteten, der bliver styrende. Ikke fordi vi er blinde for de økonomiske realiteter, tværtimod, men nu er kursen lagt tilbage i retning af de visitationsretningslinjer, som vi troede var endegyldigt lagt i graven med den tidligere regering.

Det er tilsyneladende ikke lykkedes at gøre klart, at der er en fundamental forskel på en teknisk eller juridisk tekst og så nationale kliniske retningslinjer. Kliniske retningslinjer er vokset ud af de faglige miljøer fra resultaterne af massiv lægevidenskabelig forskning, hvis der er evidens eller god klinisk praksis, hvis det er erfaringerne fra den daglige lægegerning, der ligger til grund. Hvis lægerne, sygeplejerskerne eller andre faggrupper ikke føler ejerskab til nationale kliniske retningslinjer eller værre endnu, føler, at de er konstruerede af andre hensyn end lægefaglige, så er det stor sandsynlighed for, at de ikke bliver fulgt.

Bange anelser

Afsnittet om nationale kliniske retningslinjer i økonomiaftalen giver bange anelser. I starten nævnes ambitionen om at levere ensartet høj kvalitet i udredning og behandling, men herefter er hensynet til økonomien omtalt fire gange i den korte tekst: de kliniske retningslinjer skal bidrage til en effektiv ressourceudnyttelse(...) retningslinjerne skal sikre en løbende prioritering (...) styregruppen skal forholde sig til de organisatoriske og økonomiske implikationer (...) Regeringen og Danske Regioner er enige om vigtigheden af, at de kliniske retningslinjer og implementeringen heraf resulterer i en mere effektiv ressourceanvendelse i patientbehandlingen og dermed ligger inden for de eksisterende økonomiske rammer til sundhedsvæsenet.

Det virker, som om regeringen og regionerne er grebet af skrækken for det ukendte. Men der er ikke noget specielt nørdet ved kliniske retningslinjer. Grundlæggende er det en beskrivelse af, hvad fagkundskaben er enige om, er den bedste behandling af en bestemt lidelse inden for de rammer, som er til rådighed i sundhedsvæsenet. I det ligger også, at der ikke er noget lighedstegn mellem det bedste og det dyreste. Der kan godt være en behandling, der er mere avanceret og meget kostbar, som ikke tilbydes, fordi den billigere behandling har lige så god helbredende virkning. Nationale kliniske retningslinjer er fortsat dagens bedste bud på at sikre danskere en ensartet behandling af høj kvalitet, og det er også det bedste bud, vi har på et værktøj, der kan bruges til at prioritere på et fagligt oplyst grundlag.

Nationale kliniske retningslinjer skal som nævnt ikke bare bruges til at sikre tilvalg af nye kostbare behandlinger. De skal også bruges til at prioritere nye behandlinger, og de skal bruges til, at forældede eller uhensigtsmæssige behandlinger fravælges. Kliniske retningslinjer findes allerede i store mængder i det danske sundhedsvæsen. Kardiologerne har eksempelvis en national behandlingsvejledning, der nu er udviklet til europæisk niveau, og en undersøgelse, som Lægeforeningen gennemførte sidste år, viste, at syv ud af ti læger bruger kliniske retningslinjer under en eller anden form i deres daglige arbejde. Derfor er vi naturligvis fortsat åbne for at bidrage med den nødvendige faglighed til gennemførelsen af nationale kliniske retningslinjer. Men den retning, som regeringen nu har valgt for brugen af nationale kliniske retningslinjer, lægger gift for den videre proces.

Læs også artiklen på nyhedssiderne.