Skip to main content

FORFATTER:Habicht, A. FORLAG: København: Munksgaard Danmark, 2011. SIDER: 96. Pris: 138 KR. ISBN: 978-87-628-1111-9

Bogens formål er at give en vejledning for læsere i sundhedssektoren i kritisk læsning og vurdering af fagvidenskabelig litteratur. Forfatteren har trukket på sin erfaring med undervisning i kritisk litteraturlæsning og statistik i kliniske forsøg. Bogens hovedvægt ligger på evaluering af randomiserede kliniske forsøg med et fyldigt appendiksafsnit med de hyppigst anvendte statistiske metoder. Bogen indeholder tillige et par tjeklister, der kan anvendes ved kritisk litteraturlæsning, ligesom der er en ordliste med en række nøglebegreber og et stikordsregister.

Der er tale om en god og absolut anvendelig vejledning, særligt er det vigtigt at man skelne mellem randomiserede forsøg, der har til formål at vise superioritet, ækvivalens eller noninferioritet af den eksperimentelle behandling. Der gøres også opmærksom på, hvordan man kan se, om forfattere har manipuleret formålet med studiet, efter at det er gennemført, således at det primære mål har måttet vige for det sekundære mål, der faldt signifikant ud. Man kan dog godt være lidt uenig i, at evidensniveauet også afhænger af, om forfatter og tidsskrift er anerkendte. Undertegnede mener, at evidensniveauet alene beror på publikationens relevans, validitet og klinisk effekt. Afsnittene om observationelle studier er meget mindre detaljerede og kan næppe betagnes som fyldestgørende.

Nærværende anmelder er enig med den tysk-amerikanske filosof Carl Hempel (1905-1997) i, at evidens skal tale for eller imod en antagelse. Jeg er derfor lidt uenig i den måde, forfatteren anvender begrebet evidens på, idet begrebet i bogen er defineret som »videnskabeligt bevis for effekt« og udtrykket, der efterhånden er blevet et modebegreb, anvendes synonymt med en klinisk videnskabelig publikation.

Med disse reservationer kan bogen anbefales som en vejledning for sundhedspersoner i kritisk læsning af sundhedsfaglige studier, særligt det randomiserede kliniske forsøg. Den er ikke vejledning i, hvordan man finder denne litteratur, hvis man har et klinisk spørgsmål, eller hvordan denne evidens omsættes til handling.

Interessekonflikter: medredaktør af håndbog i evidensbaseret medicin, lærebogsafsnit om evidensbaseret medicin.