Skip to main content

Wild West-psykiatri også i syd og nord

Overlæge Birgit Dagmar Johansen Skov, Sygehus Syd Maribo, Psykiatrisk Center Syd, Akutteam E-mail: bijh@regionsjaelland.dkInteressekonflikter: Ingen

15. mar. 2010
4 min.

Artiklen »Patienter på en psykiatrisk boinstitution på Djursland« af Poul Videbech et al (Ugeskr Læger 2010;172:351-5) giver forfatterne anledning til en meget forsigtig konklusion, som jeg er meget enig i. Nemlig kort fortalt, »at den omtalte patientpopulation bør screenes regelmæssigt for psykiatriske og somatiske sygdomme. Ligesom optimal behandling i en del tilfælde formentlig vil kræve indlæggelse på psykiatrisk langtidsafdeling og brug af psykiatrilovens bestemmelser«.

Jeg vil i det følgende problematisere en del forhold vedrørende privatdrevne psykiatriske bosteder i håb om, dels at der genoprettes langtidssengepladser på de psykiatriske hospitaler for de mest syge brugere af disse boinstitutioner, dels at der lovgives meget strammere og mere grundigt om rettigheder og tilsyn med eksisterende private institutioner og psykiatriske plejehjem.

Jeg har i to år arbejdet som psykiatrisk overlæge med de mest psykisk syge i et meget tyndt befolket område med billige boligpriser og mange nedlagte landbrug. En del af disse psykisk syge er mennesker, som slet ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Det er mennesker, som ikke kan klare sig uden massiv støtte. De bliver derfor ofte ved udskrivelse fra et psykiatrisk sygehus anbragt i private boinstitutioner, som er under tilsyn af bopælskommunen. Det er ofte en anden hjemkommune, der betaler. Prisen pr. person for en sådan anbringelse ligger på omkring 94.000 kr. om måneden. Det er næsten samme pris som en sengeplads på en velkvalificeret psykiatrisk afdeling med uddannet personale og lægedækning.

På grund af lave ejendomspriser er sådanne institutioner mangfoldige i dette område og formentlig også i Nord- og Vestjylland. Enhver, som kan finde ud af ansøgningsproceduren, kan stort set få tilladelse til at drive en sådan privat boinstitution. Så vidt jeg kan se, er der ret stor profit på den slags og ofte frynsegoder til lederne/ejerne.

Det er mit indtryk, at der er meget vekslende uddannelsesniveau i personalegruppen på disse institutioner. Aktuelt har vi haft fire svært syge patienter boende på en »institution«, hvor der er ansat én social- og sundhedsassistent og et par pædagoger, resten er faglærte og ufaglærte midaldrende mænd. Institutionen har indtil for nylig været et mindre parcelhus fra 1950'erne med et lille børneværelse til hver beboer, fælles køkken og bad, uisolerede vægge og tynde døre og ganske trange forhold for fuldvoksne mennesker i 30-40-års-alderen. De indbringer altså 376.000 kr. pr. måned. Det skal dække husleje, el, varme, mad og et vagthold bestående af to personer pr. vagt dag og aften, én om natten, dvs. fem personer i døgnet. Det er kommunens visitator, som er ansvarlig for anbringelse af de psykisk syge, og den psykiater, som har haft eller har behandlingsansvaret har ingen eller ubetydelig indflydelse på anbringelsen.

Det er næsten umuligt for en psykisk syg, som trives dårligt et sted, at blive flyttet. Selv om vedkommende flygter, bortgår eller tager hjem til familien utallige gange, kan vedkommende ikke tilbydes et nyt bosted. Der er således nærmest tale om en form for tvangsanbringelse og tvangstilbageholdelse, da de pågældende sjældent er i stand til at klare sig i egen bolig. Endsige er i stand til at skaffe sig en egen bolig.

Der forekommer af og til slagsmål mellem beboere og personale i disse boinstitutioner. Der er i den situation anmeldepligt, men ikke til den behandlende psykiater i hospitalspsykiatrien. Det er således ofte lidt tilfældigt, hvis man som patientansvarlig overlæge orienteres om, at en bruger har ligget på gulvet med et personale, som »heldigvis« var uddannet i selvforsvar.

Disse patienter må ofte indlægges, også i længere perioder. Hyppigt sker det, at brugere på eget initiativ forlader bostedet og lader sig indlægge, når stedet bliver for kulørt for dem, for eksempel på grund af at en eller flere medbeboere er svært syge og til gene for de andre.

På trods af at de ansatte i disse boinstitutioner har de bedste intentioner om god pleje, mangler der supervision, uddannelse, lægeligt tilsyn og kontrol af, at folk ikke tilbageholdes, udsættes for fysiske overgreb eller behandles mod deres vilje. Dette kan ikke foregå i samme kommunale regi, som det, der står for visitationen til bostederne. Visitationen burde i øvrigt ske i samarbejde med psykiatrien, hvor man ofte har et meget grundigt kendskab til disse svært psykisk syge mennesker.

Som tingene hænger sammen i øjeblikket, er det en form for lovløs »wild west-psykiatri«, der foregår.

Man kunne for de samme penge anbringe en del af disse svært psykisk syge på langtidsafdelinger med lægedækning, uddannet personale i vagt, mulighed for at tilkalde kvalificeret forstærkning ved voldsepisoder og midlertidig overflytning til mere intensiv behandling på lukkede afdelinger i perioder. Langtidspatienter skulle i så fald have rettigheder i henhold til serviceloven, hvilket ikke er tilfældet på nutidens hospitaler. Men de skulle også have rettigheder i henhold til sindssygeloven, hvilket de p.t. ikke har.

Såfremt disse forhold blev bragt i orden ville det i høj grad overflødiggøre det forslag, som nu er fremme, hvorefter man som i Norge kan sende politiet hjem til psykisk syge og afhente dem til tvangsbehandling med depotmedicin på en psykiatrisk afdeling, for derefter at sende dem hjem igen.