Skip to main content

»Work smarter« et af tidens talrige slagord til løsning af sundhedssektorens økonomiske problemer - men hvad vil det sige?

Formand for Overlægeforeningen Erik Kristensen. E-mail: ekristensen@dadlnet.dk

15. mar. 2010
5 min.

At der er økonomiske problemer i den danske hospitalssektor, hersker der ikke tvivl om. Til gengæld er der med hensyn til de bagvedliggende årsager og løsningsmodeller en del uenighed bl.a. betinget af ideologi, regioner vs. regering, regering vs. opposition og klinisk aktive vs. administratorer. Endnu flere konstellationer kan formentlig opstilles.

Denne divergens foreligger på trods af flere aktuelle og seriøse analyser af sundhedssektoren, som for hovedparten af rapporternes vedkommende også involverer de økonomiske forhold. I den forbindelse kan eksempelvis nævnes: »International Benchmarking af det Danske Sundhedsvæsen« (februar 2010) fra Sundhedsministeriet og »Kortlægning og måling af administrative opgaver« (oktober 2009) fra Finansministeriet, »Sundhedsudgifter og finanspolitisk holdbarhed« (februar 2010) Det Økonomiske Råd, »Hospitals in 27 Member States of the European Union« (januar 2009) HOPE, »Analyse af det privat-offentlige samspil i sundhedsvæsnet« (februar 2009) Lægeforeningen, »Effektiv administration i regionerne« (maj 2009) Deloitte, »8500 flere til administration efter kommunalreformen« (februar 2010) Cepos og »Styr på regionerne - regionernes økonomi, 2008« Danske Regioner.

Hertil kommer så rækken af kommissioner nedsat igennem de seneste ti år til behandling af emner med hel eller delvis relation til sundhedsvæsenets funktion.

Viden holdes skjult

Analyserne kunne alle danne et seriøst grundlag for en forventelig faktuelt baseret diskussion, ikke mindst når det drejer sig om en organisation, der i officielle sammenhænge og skåltaler karakteriseres som videnstung og i størst muligt omfang evidensbaseres, i hvert fald hvad angår de daglige kliniske aktiviteter. Desværre gælder dette ikke, når man kommer til forhold på det politisk-administrative niveau. Her bagatelliseres, fornægtes og overses de faktuelle forhold, og i værste fald er forholdene direkte ubekendte for selv centrale aktører og nøglepersoner.

Et forslag kunne være, at man fra politisk side tager udgangspunkt i Deloittes rapport, der viser, at man på det administrative område for økonomi, it og administration kunne reducere med over 400 stillinger i regionerne (dvs. uden at den kliniske aktivitet påvirkes), såfremt de fem regioner udviste samme effektivitet som den mest effektive region.

Naturligvis er sådanne analyser altid behæftet med en række usikkerhedsmomenter, men efter sædvanlig videnskabelig tilgang må det kræves, at »hypotesen« falsificeres. Og dette er ikke blot gjort ved, at formanden for regionernes sygehusudvalg, Ulla Astman på en høring den 23. februar 2010 affærdigede resultatet med, at sådanne rapporter skal tages med varsomhed. Det er ganske enkelt for useriøst i en såkaldt videnstung organisation. Skatteyderne har krav på, at regionerne dokumenterer, at rapporten er forkert, eller der ikke kan deduceres fra rapporten til virkelighedens pragmatik.

Et andet forslag kunne være, at man analyserede resultatet fra den ovenfor nævnte benchmarkingundersøgelse, der viser, at Danmark har 17,5 fuldtidsstillinger på offentlige sygehuse pr. 1.000 indbyggere, det næsthøjeste i international sammenhæng. Kun Norge ligger højere med 20 stillinger. Samtidig påviser tænketanken Cepos, at ansatte i administrative stillinger i regioner og kommuner er vokset med ca. 13 pct. i perioden 2006-2009. Cepos understreger desuden, at disse administrative stillinger ikke er udtryk for det samlede administrative arbejde, som også udføres af stillingstyper, der ikke er medtaget i analysen. Resultater, der passende kunne sættes i relation til undersøgelsen »Kortlægning og måling af administrative opgaver«, som viser, at en social- og sundhedsassistent kun bruger 38 pct. af arbejdstiden på direkte patientkontakt, det tilsvarende tal for sygeplejersken er 42 pct. og lægen 46 pct.

Endelig kan det tilføjes, at Danmark ligger i toppen inden for OECD, hvad angår læger pr. indbygger, men alligevel har vi lægemangel.

Et tredje emne kunne være DRG. Hvilken reel værdi har denne afregningsmetode, når bundlinjen entydigt bestemmes af rammestyring? Svaret er ingen, men systemet øger bureaukratiet.

Brug for afbureaukratisering

Der er vel næppe nogen, der baseret på disse faktuelle tal vil hævde, at der ikke er et afbureaukratiseringspotentiale i den danske hospitalssektor - men spørgsmålet er hvordan?

Svaret er, at der skal ske fundamentale strukturelle forandringer i administrationen, eksempelvis ved at strømmen af forespørgsler fra regioner og hospitalsledelser til eksempelvis afdelingsledelser og videre til de øvrige klinisk ansatte ophører eller reduceres. Er de efterhånden ganske store HR-afdelinger nødvendige? De såkaldte udviklingsafdelinger/stillinger, hvad udvikler de? Er de i overensstemmelse med det kliniske arbejde. Hvad med kvalitetsafdelingerne: Er det der kvalitetsudviklingen i det kliniske arbejde finder sted?

Det må samtidig erkendes, at fordi et emne kan tælles eller måles og dermed registreres, er det ikke det samme som, at det nødvendigvis skal gøres. Fordi et statisk materiale er »rart at have/interessant/sjovt«, er det heller ikke ensbetydende med, at registreringen skal udføres. Med andre ord skal de nuværende kutymer ændres radikalt.

Det virker både inkompetent og som en direkte hån, når den politiske ledelse i Region Hovedstaden uden at blinke foretager masseafskedigelser af det kliniske personale og samtidig ansætter fem økonomer til en samlet sum af tre millioner kroner (regionens egne oplysninger den 26. januar 2010).

Ingen grund til at være stolt

Samtidig er man i regionerne tilsyneladende selv af den opfattelse, at man er gode til at styre økonomien, fordi der »kun« er ramt forkert med 1,3 pct. af et budget på ca. 70 milliarder kroner, hvilket vil sige 1.000 millioner kroner, selv om det ganske vist blev opdaget alt for sent. Det er muligt, at man fra regionernes side er stolte af denne styringskvalitet, men det er til gengæld tvivlsomt, om patienter, skatteydere og personale vil acceptere en sådan kvalitetsstandard, både hvad angår resultatet og evnen til økonomistyring. I Danske Regioners publikation fra 2008 refereres en OECD-undersøgelse fra 2007, hvor Danmark har de fjerdelaveste omkostninger til administration. Denne information siger ikke andet end, at de øvrige lande har et endnu større besparelsespotentiale, hvis de følger i Danmarks fodspor. Og det modsiger ikke, at den danske sundhedssektor er overbureaukratiseret, jf. de øvrige danske undersøgelser af samme emne.

»Work smarter« kunne derfor betyde, at man på det administrative plan både rationaliserede og ra-tionerede aktiviteterne, dvs. grundlæggende strukturelle forandringer. Hvilket naturligvis ikke udelukk er, at man også i det kliniske arbejde kan arbejde anderledes og smarter, men det kræver primært, at økonomien i større omfang kanaliseres til den primære patientkontakt.

Jeg kan kun opfordre den nye indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder til at begynde arbejdet med at tage regeringens eget punkt om afbureaukratisering mere seriøst. Der er penge at hente, så finansministeren vil formentlig også blive glad.