Skip to main content

www.MDConsult.com

2. nov. 2005
2 min.

»MDConsult« er en internetbaseret samling af medicinsk information der - mod betaling - udbydes af Elsevier Science i et samarbejde med forlag (bl.a. Mosby og W.B. Saunders). Materialet er omfattende, og denne anmeldelse er baseret på stikprøver.

Indholdet er delt op i fire hovedgrupper: Clinical knowledge, News & reports , Patient handouts og Professional services.

Clinical knowledge indeholder flere af de »store« lærebøger fra de deltagende forlag, adgang til udvalgte tidsskrifter, samlinger af guidelines fra fortrinsvis amerikanske specialeselskaber og lægemiddelinformation. Menupunktet udgør hovedhjørnestenen i tjenesten og fungerer godt. Særlig godt er det, at man kan søge i alle dele på en gang og fx. kan kombinere information fra artikler med lærebøger og guidelines. Lægemiddelinformation er mere relevant at hente fra danske ressourcer.

News & reports er interessant men amerikansk præget. Clinical topic tours er en struktureret oversigt over et relevant, bredt emne med lærebogsreferencer (fx osteoporose). In this weeks journals er en oversigt over indholdet i de væsentligste tidsskrifter, men mange tidsskrifter tilbyder indholdsfortegnelse og nyheder per mail. Idéen med What patients are reading er god, men mon ikke danske patienter har et andet læsemønster?

Patient handouts indeholder absolut relevante informationer til patienterne, men sproget er en barriere, og der findes gode danske alternativer.

Professional services indeholder adgang til forskellige CME-kurser ( continuing medical education ) og en case of the week (COW). CME-kurserne består af en gennemgang af et konkret emne (fx unstable coronary syndromes ) med efterfølgende spørgsmål. De tekster jeg kunne nå at se igennem indeholdt megen god information, og vi kan vel lige så godt vænne os til det. COW er meget sjov, men desværre forfalder man her til enten at præsentere meget specielle sygehistorier eller længere lærebogsagtige gennemgange af kliniske præsentationer. Lange gennemgange uden illustationer egner sig ikke til mediet.

MDConsult har sin berettigelse i den fornemme sammensmeltning af de forskellige informationskilder og udnyttelsen af mediet. Man glider smertefrit fra den ene informationskilde til den næste, og med muligheden for individuel tilpasning kan man vægte de præsenterede informationer og gemme sine personlige søgninger fra gang til gang. Det store »informationsspild« gør, at målgruppen må være større institutioner. Mængden af information er for omfattende til enkeltbrugere eller enkelte hospitalsafdelinger. Disse brugere vil selv kunne sammenstykke et relevant udbud af information langt billigere og mere målrettet.

Oplysning om betaling og password kan hentes på www.mdconsult.com

Jakob W. Hendel