Skip to main content

Yder unge læger i det offentlige sundhedsvæsen dårlig service?

♠ Alment praktiserende læge Jacob Helsted Vesterbro Lægehus, København. E-mail: helsted@dadlnet.dk

13. jun. 2008
2 min.

Henrik Erichsen, initiativtager til en privat skadestue på Frederiksberg, udtaler i Ugeskr Læger 2008;170:1893, at »et af problemerne på de offentlige skadestuer er, at de tilskadekomne ofte står med unge og uerfarne læger, der i mange tilfælde er nødt til at spørge mere erfarne læger til råds. Det er dårlig service.«

I almen praksis har vi ansat unge læger, som ikke er erfarne, og som spørger os til råds hver dag. Og det får vi alle sammen noget ud af. Et godt uddannelsesmiljø fremmer udvikling af vores kompetencer og er også på langt sigt et gode for vores patienter, som vil møde kvalificerede praktiserende læger også om ti år. Det er god service.

Ud fra et snævert indtjeningssynspunkt er det sikkert klogt ikke at ansætte unge kolleger, men vores lægelige forpligtelse er altså bredere og omfatter foruden patienterne også sundhedsvæsenet og det omgivende samfund.

Jeg ville have respekt for et privathospital, der som et reelt alternativ til det offentlige hospital, tilbød de samme ydelser billigere og/eller bedre, men jeg finder, at det er et lægeetisk problem at etablere et system, hvor man frasiger sig uddannelsesopgaven og håndplukker passende patienter på den bedste tid på døgnet for at overlade de besværlige, vanskelige tilfælde og socialgruppe fem til »dårlig service«.

Det eneste, man i denne forbindelse kan glæde sig over, er, hvor tydeligt privatiseringstanken tegner sig. Eksklusivitet frem for solidaritet.