Yngre lægers uddannelse - igen - igen

Halvdelen af befolkningen har to eller flere kroniske sygdomme. 10% har fire eller flere kroniske sygdomme. Kræftrapporten fra 2007 [1] viste på alarmerende vis, at mens kræftpatienters overlevelse er bedret i perioden 1995-2005, er overlevelsen faldende for de samme kræfttyper, hvor der samtidig er tre medicinske sygdomme. Så meget mere alarmerende er dette, da det formentligt er den hurtigst voksende patientgruppe i samfundet, da befolkningen gennemsnitligt bliver ældre og ældre. Årsagen hertil kan diskuteres, og der er sikkert flere, men det er nærliggende at overveje, om det er en konsekvens af den tiltagende specialisering.

Der har aldrig været stillet større krav til lægernes tværfaglige kompetencer. Den tidligere regering har besluttet, at der i hver region skal være et såkaldt diagnostisk center, hvor man kan foretage hurtigere udredninger på tværs af alle de medicinske specialer. På store universitetssygehuse efterlyses nu »gamle medicinere«, der kan »lidt af det hele«, til disse centre.

Der har derfor aldrig været stillet større krav til lægernes tværfaglige uddannelse.

Og hvordan går det så med lægernes tværfaglige uddannelse og kompetencer - følger de med udviklingen i det samfund, de skal agere i?

Da riget fattes speciallæger, blev der for at råde bod på dette indført en »fireårsregel«, og turnus blev reduceret med et halvt år. Ændringen blev ganske vist gennemført under påskud af »forbedret uddannelse«, skønt ingen blev bedre, men man uddannede blot speciallæger hurtigere. Nu kan man blive speciallæge uden nogen sinde at have sat sine ben på en medicinsk afdeling, og det er blevet tiltagende besværligt/umuligt at opnå tværfaglige kompetencer ved at supplere sin uddannelse med ansættelser inden for andre specialer.

Reduktionen af turnustiden og indførelse af fireårsreglen har reelt set været en faglig katastrofe, der modarbejder den udvikling, der er nødvendig for at håndtere de krav, befolkningsudviklingen stiller til lægerne.

Det er på høje tid at få rettet op på en af tiden største uddannelsesmæssige fejltagelser. Der bør snarest muligt indføres obligatorisk medicin i KBU-tiden (den kliniske basisuddannelse). Fireårsreglen skal afskaffes i dag, hellere end i morgen. Den har absolut intet positivt medført, fraset den statistiske kosmetik af speciallægemanglen.

Yngre Læger har protesteret og ført retssag for at få afskaffet fireårsreglen. Det kostede endda Yngre Lægers formand »formandslivet«. Det er på tide, at Lægeforeningen erkender fejltagelsen, sadler om og ubetinget bakker Yngre Lægers krav op. Det vil klæde Lægeforeningen og gavne yngre og ældre læger - og for resten patienterne.