Skip to main content

Zachariae H Lyst og nød. Træk fra kønssygdommenes historie. Fra pokker til aids

Christian Graugaard

1. nov. 2005
2 min.

Der findes næppe noget lægeligt felt, der som kønssygdommene er blevet til i spændingsfeltet mellem kultur og videnskab, mellem jura, teologi, politik og medicin. I »Lyst og nød« opridser dermatologen Hugh Zachariae træk af sygdommenes turbulente historie - fra gammeltestamentlige tider til vore dage, hvor pokkerlægerne for længst er blevet afløst af højteknologiske virusforskere. Zachariae lægger hovedvægten på en dansk kontekst, hvilket ikke blot er lokalpatriotisk begrundet, men også skyldes, at Danmark på godt og ondt har udgjort en avantgarde i bekæmpelsen af de veneriske sygdomme: fra oplysningstidens profylaktiske forordninger og reskripter til det sene 1800-tal, hvor vi som det eneste land i Europa indførte en lovsanktioneret, reglementeret prostitution - fra den didaktiske indsats i skolerne til ophævelsen af kønssygdomslovgivningen i 1988.

Foruden sin oplagte medicinhistoriske relevans er venerologiens opkomst og udvikling i høj grad også et stykke tankevækkende kulturhistorie. Og skønt vi fortsat savner en egentlig videnskabelig analyse af det store og tillokkende materiale (og skønt bogen desværre skæmmes af en hoben ortografiske fejl), kommer Zachariae udmærket omkring sit stof: fagets milepæle markeres, og det fremragende billedmateriale samt forfatterens smittende fortælleglæde er så afgjort to af bogens vigtige aktiver. Samtidig vil det - for den, der har fulgt Zachariaes færden i fag- og dagspressen - næppe komme som nogen stor overraskelse, at han hen mod slutningen benytter lejligheden til på det kraftigste at polemisere mod den »forfejlede« danske kønssygdomspolitik. Der lægges ikke fingre imellem: bekæmpelsen af især hiv og klamydia besværliggøres af misforstået humanisme, som hindrer effektiv smitteopsporing og umuliggør rationelle sanktionsmuligheder, som man f.eks. kender det i Sverige. Denne sundhedspolitiske svada virker unægtelig en smule malplaceret som finale på en traditionel historisk fremstilling, og som et minimum kunne man godt have ønsker sig, at forfatteren i højere grad havde forankret sine kritiske standpunkter i den historiske empiri.

Der er lang vej fra pokker til aids. Trods begrænsninger og sjuskerier er »Lyst og nød« en ganske underholdende rejsefører.

København: Hovedland, 2002.

192 sider. Pris: 229 kr.

ISBN 86-7739-625-1