Skip to main content

Zuidema GD, Yeo CJ, eds. Shackelford's surgery of alimentary tract.

2. nov. 2005
2 min.

Fifth edition. Vol. 1-5

Shackelfords håndbog i kirurgi hører til fagets klassikere, og det er nu femte udgave, der foreligger. Bogen består af fem bind omfattende: Bind 1: esophagus, bind 2: ventrikel, duodenum og incisioner, bind 3: pancreas, galdeveje, lever og milt, bind 4: kolorektal kirurgi, bind 5: mesenteriel cirkulation, hernier og tyndtarm.

Hvert bind er redigeret af en eller to af amerikansk kirurgis ypperste udøvere, som har stået for sammenstillingen af de 40 til 50 bidrag, som hvert bind består af.

Det umiddelbare indtryk ved gennemsyn af værket er, at det på en række områder rummer betydelig og meget detaljeret information, men at dispositionen er for heterogen med stor variation i detaljeringsgraden. Det må fx undre, at esophagus får samme plads som hele kolorektalkirurgien, herunder inflammatoriske sygdomme, nemlig hver et bind på ca. 500 sider. På en række områder virker værket ikke fuldt opdateret, fx omtales den laparoskopiske teknik ved fundoplikation yderst summarisk, efter en flere sider lang gennemgang af teknikken ved åben fundoplikation.

Illustrationerne i de forskellige bind er stærkt vekslende både mht. stil og kvalitet. Der er mange informative stregtegninger, men desværre også mange nærmest værdiløse fotografier, og man kunne have ønsket sig de nye billeddiagnostiske metoder, særligt MR, langt fyldigere demonstreret og omtalt.

Det er ikke ganske klart, hvem denne håndbog egentlig henvender sig til. For den specialiserede kirurg, der har brug for en håndbog inden for sit fagområde, er den helt utilstrækkelig og virker på mange måder i relation til billeddiagnostik og moderne behandlingsprincipper forældet. De yngre læger på en almenkirurgisk afdeling kan muligvis have glæde af et sådant værk, der kommer rundt i alle kroge af kirurgien, men de fleste vil formentlig vælge et enkelt eller to af seriens bind og supplere med andre mere specialiserede standardværker. Prisen er høj men virker dog ikke urimelig, værkets omfang taget i betragtning.

Philadelphia: W.B. Saunders, 2002. 2.552 sider. Pris: 299 GBP.

ISBN 0-7216-8203-0.

John Christiansen