Skip to main content
Mindeord

Anne Mette Bruun Hansen

På vegne af dine studiekammerater

Tine Gedde Sommer, Elisabeth Lundsgaard Skovenborg og Marie Vad.

22.5.1984-19.10.2021

Et liv er forbi, Anne Mette Bruun Hansen, 1. reservelæge Psykiatrien, Region Midtjylland.

Vores veninde Anne Mette er død. Vi har mistet den varmeste, mest loyale og omsorgsfulde ven man kunne ønske sig. Anne Mettes familie har mistet en mor, ægtefælle, datter og søster. Kolleger har mistet en højt skattet, empatisk og fagligt stærk kollega.

Anne Mette var ambitiøs og var siden studietiden dedikeret til psykiatrien. Ved hendes alt for tidlige død efter et kort og intensivt kræftforløb, var hun få måneder fra at være færdig som speciallæge i psykiatri og ansat i Regionspsykiatrien Midt.

Vi mødte Anne Mette den første dag på medicinstudiet, og siden har vi fulgtes ad og oplevet studiets og livets op- og nedture sammen. Anne Mette var farverig; også bogstaveligt talt og havde en fantastisk sort humor, som vi andre nød godt af. Anne Mette havde altid fornemmelse og omsorg for sine omgivelser såvel privat som fagligt. Hendes kloge råd og omsorgsfulde skub fremad, når det var påkrævet, har sat dybe spor i livet hos os, der var så heldige at få lov at kende hende. Hun efterlader et kæmpe tomrum, og savnet af hende er stort.

Anne Mette var gift med Jesper og mor til Filip. I deres hjem i Silkeborg var døren åben for alle og hjemmet fyldt med hendes utallige kreative projekter; hæklede, strikkede eller syede, hendes store passion.

Et smukt menneske, hvis tid var alt for kort, er gået bort.

Tak for den tid vi havde sammen med dig.

Æret være dit minde!

Kolleganyt