Skip to main content
Mindeord

Arne Borgwardt

På Bispebjerg Hospitals Ortopædkirurgiske Afdelings vegne

Jes Bruun Lauritzen, Jane Refer og Henrik Palm

2.4.1945-6.1.2020

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om Arne Borgwardts pludselige død. Så sent som to dage før hans alt for tidlige død, finpudsede vi sammen hans forskningsplaner for undersøgelsen af fysisk aktivitet og relationen til frigivelse af metalioner hos patienter med metal mod metal-hofteproteser. Pensionering var ikke rigtig kommet på tale, da ortopædkirurgisk afdeling på Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler fusionerede. Arne fortsatte således som overlæge på deltid med fast ambulant at kontrollere patienter med tidligere indsatte metal mod metal-hoftealloplastikker.

Arne var i en 20-årig periode ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Frederiksberg Hospital, som blev en særdeles anerkendt og effektiv klinik for elektiv ortopædkirurgi. Arne sikrede en driftig organisation og kontinuerlig indførelse af nye ideer, bl.a. et bredt spektrum inden for protesekirurgi. Forinden var Arne overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor han også i sine unge dage var en del af det tunge ortopædkirurgiske team, der mestrede hele kirurgien, inklusive karkirurgi. Arne var senere på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital som 1. reservelæge i ortopædkirurgi.

Arne var en af de få, som har fyldt alle lægeroller ud, plus mere til. Med hans store viden og nysgerrighed etablerede han biomekanisk laboratorium inden for ortopædkirurgi med vibrationsanalyser, ganglaboratorieanalyser, metalioner, proteseoverfladedesign. Arne var allerførst med den bærbare Osborne No 1 på 13 kg, og prisen var også høj ca. 30.000 kr. i 1984. Computerteknologi lå godt for Arne, ligesom mekaniske instrumenter, der krævede skruetrækker og ledninger, heller ikke var nogen hindring. Resonansfrekvensundersøgelser af knogler blev udført af et EU-baseret forskningsnetværk, hvor Arne var en helt central person. Arne var forskningsaktiv i hele sin karriere og publicerede så sent som i 2019. Han redigerede aktuelt lærebogen »Kirurgi«, som han selv var med til at initiere, da han i en lang årrække også havde været aktiv som lektor i kirurgi/ortopædkirurgi.

Få andre havde så stor energi og overskud som Arne, først som formand for Foreningen af Yngre Læger (YL) og sidenhen også som formand for Foreningen af Speciallæger (FAS). Politisk seriøs, karismatisk og altid klog med evne til at kunne begå sig blandt alle slags mennesker. Det havde også stor betydning for alle Arnes patienter, som der har været rigtig mange af i årene, både på hospitalet og på hans klinik, hvor han altid var sammen med sin hustru Solveig.

Familien var stor, rigtig stor, med fem børn, 14 børnebørn og tre bonusbørnebørn samt alle dyrene. Solveig var altid ved Arnes side i dagligdagen, på klinikken og på rejser. Arne rummede den store familie med åbent sind, og kunne også finde ro som skipper på havet i sejlbåd eller senest motorbåden.

Arne holdt gerne taler og festsange til afdelingens fester, der var gode, og Arnes sange var endnu bedre, ikke mindst når familiens børneband leverede musikken.

Vi har alle mistet en meget stor lægekollega, og vi vil savne Arnes store vid og iderigdom.

Vore tanker går til Solveig og alle børnene.

Æret være hans minde.

Kolleganyt