Bent Brøchner Misfeldt

Bent blev født i Øsby i Sønderjylland, hvor hans far var praktiserende læge. Under anden verdenskrig måtte både hans far og mor flygte til Sverige. Bent flyttede derfor op til bedsteforældrene i Kolding, hvor han gjorde sin underskole færdig. Han tog matematisk studentereksamen fra Odense Katedralskole i 1956 og blev lægevidenskabelig kandidat fra Københavns Universitet i 1965.

Efter ansættelser på forskellige hospitaler i Jylland og på Sjælland fik han i 1971 kursusstilling i anæstesi på Rigshospitalet. Han blev speciallæge i anæstesi og intensiv medicin i 1973. I 1975 blev han udnævnt til overlæge på Bornholms Centralsygehus, og i 1980 byttede han stillingen på Bornholm ud med en tilsvarende i Sønderborg. Tolv år senere, i november 1992, blev han udnævnt til cheflæge samme sted og fra september 1998 til sin pensionering i 2000 var han leder af amtets forsknings, kvalitets- og videreuddannelsesafdeling.

Vi kendte og respekterede alle tre Bent for det, han var: en fremragende kliniker, dybt engageret i sit arbejde, fagligt dygtig, ordentlig, konsekvent og samtidig omsorgsfuld og støttende over for sine kolleger og medarbejdere. Dertil var han en særdeles god leder, som prioriterede kvalitet i behandlingen og de yngre lægers uddannelse højt. Han kunne undertiden være lidt rigid og selvrådig, men vi var aldrig i tvivl om hans gode intentioner. Som ven var han meget trofast, morsom og selskabelig. Det var altid en fornøjelse at være i hans selskab.

Efter pensioneringen havde han og hustruen gennem 57 år, Kirsten, flere gode år sammen, hvor de dyrkede deres fælles interesse for historie og særligt Sønderjyllands historie. Bent deltog således bl.a. i ledelsen af og arbejdet med sygehusmuseet på Sønderborg Sygehus, og han var tilknyttet Historiecenter Dybbøl Banke.

Bents sidste år blev triste. Han forsvandt mere og mere, efterhånden som demensen tog ham. Det blev meget svære år for ham og Kirsten og de to døtre, Anette og Lone. Kirsten måtte til sidst acceptere, at hun ikke mere selv kunne passe Bent derhjemme. Vi ved, at hun sommetider bebrejdede sig selv, at hun ikke kunne gøre mere for ham. Men vi ved også, at hun ikke kunne gøre mere end det, hun gjorde. Det var flot og værdigt.

Vi savner Bent, men husker ham som en god ven, der gav os mange gode timer og så utrolig meget godt.