Skip to main content
Mindeord

Christian Kruse-Larsen

Jens F. Rehfeld

26.9.1940-25.11.2021

Hvis flere var som Christian, ville verden være bedre. Der ville være mere livsglæde, optimisme, kærlighed, hjælpsomhed og omsorg for hinanden, for naturen, for dyreliv, for musik og sang. Der ville i sundhedsvæsenet være større lægelig omsorg for den enkelte patient, større kompromisløshed i behandlingen og mere sund skepsis over for officielle og mere eller mindre selvbestaltede autoriteter og hierarkier.

Christian blev læge i 1967. Efter et studentervikariat på Neurokirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, vidste han – tilskyndet af overlæge Bent Broager – at neurokirurgien skulle være hans fag. Derfor gik han efter embedseksamen målrettet i gang med speciallægeuddannelsen på københavnske hospitaler. I 1984 blev han overlæge på Hvidovre Hospitals neurokirurgiske afdeling, der i 1989 fusionerede med neurokirurgien på Glostrup Amtssygehus. Christian tilegnede sig betydelig ekspertise i bl.a. aneurisme- og epilepsikirurgi. Han var altid sin afdelings mand, arbejdede ofte sent, så sygeplejerskerne vidste, at han nemt kunne tilkaldes til akutte patientproblemer eller pårørende, der uanmeldt gerne ville tale med en erfaren kirurg. I efteråret 2002 gik Christian på pension som 62-årig og stadig i topform. Årsagen var angiveligt, at han ikke ville udsætte nogen patient for et suboptimalt operationsforløb pga. evt. svækket syn eller motorik. Et typisk udslag af Christians ideale fordringer. Det lange otium blev meget aktivt med klaverspil, korsang, koncerter, fodboldspil, jogging, havearbejde, rejser – ikke mindst lange ture i ind- og udland med Lene på tandemcykel, samt intensivt samvær med familie og venner. Christian og Lene var enestående gæstfrie og generøse værter. Samtidig fastholdt Christian kontakt til sit fag som censor, sagsbehandler og enkelte vikariater i Etiopien.

Christian og jeg kom på samme stue som lægekorpsrekrutter i Padborg-lejren i sommeren 1964, Christian med københavnervid og overskud, jeg med jysk skepsis over for militæret. Vi blev omgående nære venner – og det venskab fortsatte resten af livet. Christians død efterlader et stort tomrum. I en gammel sang fra Sønderho om omkomne søfolk lyder det: »borte bliver kun de glemte«. Christian vil aldrig blive borte for os, der fik det privilegium at lære ham godt at kende.

Mange tanker går til Lene, børn og børnebørn.

Kolleganyt