Skip to main content
Mindeord

Elisabeth Ralfkiær

På vegne af ILSG

Elaine Jaffe

(Oversat fra engelsk af Lise Mette Rahbek Gjerdrum)

30.10.1950-11.07.2020

Det internationale hæmatopatologiske fællesskab ønsker at hædre Elisabeth Ralfkiær som en vigtig bidragyder, kær ven og dygtig kollega.

Jeg mødte Elisabeth i 1991 til det første møde i International Lymphoma Study Group (ILSG) i London. Hun var én af 15 internationalt anerkendte hæmatopatologer, som var særligt inviteret af Peter Isaacson og Harald Stein. Hun var én af de få patologer, som havde tilbragt tid i Oxford hos David Mason og var med til at udvikle immunhistokemiske, monoklonale antistoffer til brug i både diagnostisk og forskningsmæssig øjemed. Elisabeth ønskede altid at udvikle hæmatopatologien ved at bygge bro mellem diagnostisk patologi og grundforskningen.

Elisabeth og jeg arbejdede tæt sammen vedr. REAL klassifikationen af lymfomer, hvor vi skulle komme med et oplæg til inddeling af T-cellelymfomer. Forslaget blev præsenteret i ILSG i Berlin 1993 og indgik i den endelige publikation i Blood 1994. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med Elisabeth, som var rolig, reflekteret og altid havde øje for detaljerne. Vi har haft mange gode stunder sammen i ILSG og ved andre videnskabelige møder. Til et møde om T-cellelymfomer i 2003 gik Elisabeth, Nancy Lee Harris og jeg sammen i det gotiske kvarter i Barcelona, hvor Elisabeth fik stjålet sin taske indeholdende en perlekæde fra sin elskede mand Niels. De næste timer tilbragte vi desværre på politistationen. Niels deltog ved mange af ILSG’s arrangementer som den eneste mand i ægtefællegruppen. Det tog han i stiv arm og med et glimt i øjet. Jeg ved, de havde et godt ægteskab og støttede hinanden i stort og småt.

Jeg vil savne Elisabeth som kollega og ven. Jeg har hørt mange smukke anekdoter og minder om hende fra internationale kolleger. Vi har alle sat stor pris på hendes venskab og videnskabelige indsats.

Kolleganyt