Content area

Ernst Leo Lauridsen

31.7.1937-3.4.2022
Forfatter(e)

Bjørn Melgaard og René Flamsholt Christensen

En pioner i international public health er død. Ernst Lauridsen blev født den 31. juli 1937 i Fåborg og døde den 3. april 2022 i København. Ernst blev læge ved Københavns Universitet i 1968 efter først at have uddannet sig hos ØK. Som tidligt optaget af at hjælpe mennesker i nød befandt han sig fra august 1969 i Biafra, der huskes pga. billederne af svært underernærede børn. Ernst var en af de sidste nødhjælpsarbejdere, der blev fløjet ud, inden Biafra opgav kampen. Næste destination blev Etiopien, der nu oplevede en hungerkatastrofe. Efter en master i public health fra Harvard i 1974 arbejdede han i Afghanistan og fra september 1977 som lægefaglig konsulent hos Danida.

Med valget af danskeren Halfdan Mahler til generaldirektør i 1973 blev WHO med Health for All-strategien en energisk aktør for global sundhed. Essential Drugs-konceptet, et af strategiens elementer, udfordrede nogle af de forretningsmetoder, som mange producenter og forhandlere af lægemidler anvendte i lande med både fattigdom og en svag offentlig forvaltning. Som direktør for WHO’s Essential Drugs Programme fik Ernst fra 1983 lejlighed til at vise sin strategiske snilde, integritet, stoiske mod og unikke evne til at inspirere, og trods betydelig modstand fra den internationale medicinalindustri slog strategien an. Siden har alle tredjeverdenslande taget idéen til sig, styrket sikkerheden af deres medicinforsyning og forbedret adgangen til billig, generisk og effektiv medicin. Ernst forlod WHO, da Halfdan Mahler i 1988 afløstes af Dr. Nakajima, hvis industriforbindelser betød en nedprioritering af strategien.

Fra januar 1990 var Ernst igen i Etiopien. Så blev han ophavsmand til konsulentfirmaet Euro Health Group A/S. Inden han for ti år siden ophørte med sine internationale aktiviteter, var han i mange år seniorkonsulent for Verdensbanken. Internationalt roses Ernst ved sin død for sin indsats for global sundhed og sine menneskelige kvaliteter. Sidstnævnte omfattede tør selvironi, et etisk kompas uden fejlvisning og en instinktiv solidaritet med ikkeprivilegerede. Han kaldte ofte sig selv en dinosaur. De af os, der har haft det privilegie at arbejde sammen med og lært af Ernst, betragter ham som en legende.

Ernst overleves af Bente, hans hustru gennem mange år, og deres to sønner. Hans sidste år blev svære, men han bevarede sit vid og engagement til det sidste.