Skip to main content
Mindeord

Frederik Busch

Carsten Ernst, Mikkel Ø. Andersen, Rikke Rousing, Henrik Grønvall, Stefan Hummel, David Krum Møller, Randi Holm, Andreas Kiilerich Andresen, Rune Tendal Paulsen, Reza Ghahremanlo.

5.9.1958-30.3.2020

Det var med stor tristhed, at vi modtog meddelelsen om Frederiks pludselige død. Ingen havde forudset, at vi skulle miste ham, da han altid var rask og i godt humør. Den danske lægestand er blevet en dygtig mand fattigere, og vi har alle mistet en ven og arbejdskollega.

Frederik blev kandidat fra Odense Universitet i 1990 og trådte i sit fædrene fodspor med en videreuddannelse som neurokirurg umiddelbart efter sin turnus. Han udviklede i sine år som neurokirurg en elegant tilgang til denne specielle kirurgi, hvor man altid vil gå på kanten af katastrofen. Han blev fra 2000 mere subspecialiseret og var ansat på Mølholm Privathospital indtil 2010.

Frederik kom med i vores team af rygkirurger i en relativt nystartet Middelfart Rygkirurgisk Sektor i 2010 og gav en berigelse til staben. Dels var han neurokirurg i et opsæt med ellers lutter ortopædkirurger, og dels mestrede han den cervikale kirurgi. Vi blev således et stort velfungerende team på op til 11 kirurger, der kunne betjene regionens rygproblematik og operere det, der var behov for. Frederik stod i spidsen for den cervikale kirurgi og lærte sine kollegaer op. Frederiks kirurgiske passion var den mikrokirurgiske teknik, der dels kunne give en præcis tilgang til problemet, og dels sikre så minimal adgang som muligt. Som den dedikerede person Frederik var, blev han en sand mester på det felt. Ud over det kirurgiske var Frederiks interesse også den konservative behandling af muskuloskeletale smerter, med specielt adresse på triggerpunkt smerter, der kan imitere radikulære smerter.

I det daglige arbejde oplevede vi Frederik som en person, der gerne hørte og sang med på musik, når han opererede, en, som altid efterlod altid en sky af velduftende parfume i omklædningsrummet, og som var klædt på med stil.

Ud over det faglige, som vi kendte Frederik mest for, var han lige så dedikeret på både sine fritidsinteresser, der spændte bredt, og sin familie, der var hans et og alt. Han var klar til at gå igennem ild og vand, hvis der skulle gøres en indsats på den front.

Vi kommer således til at savne en passioneret rygkirurg, en ven og en kollega. Vores tanker går dog allermest til hans familie. Savnet for Charlotte, Frederikke og Sophie, hans elskede tre piger, må være stort.

Kolleganyt