Content area

Herman Rendtorff

17.1.1928- 19.3.2021
Forfatter(e)

Ole Bjørn Skausig

Peter Christoffersen

Poul Brix

Benedicte Volfing

Herman Rendtorff, kaldet Herman på arbejdet, blev 93 år. Han levede således længe efter sin pensionering i 1996, men vi, der kendte ham, husker ham stadig. Herman blev født i Indien som søn af missionærer, inden hans far blev præst i København. Han bevarede sin kærlighed til Indien og besøgte landet som medlem af det Det Danske Missionsselskabs (DMS) bestyrelse. Han blev læge i 1954 og uddannede sig på københavnske hospitaler, inden han søgte ind i psykiatrien. Vagtlægekørsel sikrede ham en solid somatisk ballast. Efter 1. reservelæge-tid hos E. Geert-Jørgensen på Frederiksberg og speciallægeanerkendelse i 1969 kom han til Statshospitalet i Glostrup og siden til Jysk Nervesanatorium ved Vejlefjord. Han blev administrerende overlæge ved Dianalund Nervesanatorium i 1981. Han landede i syvårskrigen, om der skulle foregå traditionel neurosebehandling eller være terapeutisk samfund. Det sidste troede han ikke på, og han kaldte siden tiden »syv år for Lea«. Det var hårdt, og skillelinjerne bestod længe efter. Men han var i stand til at forsone sig med sine modstandere. Vi, der kom efter, hørte herom, men mærkede næppe skillelinjerne efter denne borgerkrig.

Herman var administrerende overlæge sammen med Jørgen Henckel, efter at Nervesanatoriet og Psykiatrisk Afdeling Filadelfia var slået sammen og efter amtets overtagelse af Psykiatrihospitalet i Dianalund. Denne særprægede ledelsesstruktur fortsatte, indtil Jørgen Henckel gik på pension. I 1992 valgte han at lade OBS tage over, men fortsatte til pensioneringen i 1996. Han var i først i bestyrelsen og siden formand i Kristelig Lægeforening i 1982-1987, medlem af DMS’ bestyrelse i 1982-1991 og fungerede som overlæge ved Vestsjællands Flygtningeprojekt i 1986-1990.

Herman havde mange andre interesser og initiativer. Han startede de årlige tværfaglige pastoralpsykiatriske seminarer for præster og psykiatere, så begge grupper kunne lære af hinanden. Spændende, åndrige og udviklende, også over middagen. Han var optaget af nyreligiøsitet, så han var vel den mest vidende danske psykiater herom og optaget af sjælesorg. Han fandt, at mange mennesker var bedre tjent med en heri veluddannet præst end med en psykolog eller psykiater. Han var desårsag aktiv for Filadelfias etablering af Institut for Diakoni og Sjælesorg. Men først og sidst var han optaget af sine patienter og deres behandling. I mange år støttede han den daværende Neuroseforening. Han var som præstesøn »Den gode Hyrde«, Bonus Pastor, der ledte sin flok, men med munterhed og latter. Arbejdsdagene gik let, for der var smil, engagement og megen sang. Det sidste fik vi institutionaliseret til social morgenkaffe for kontorgangen om torsdagen med kaffe, brød, kultur og sang, efter tirsdagens faglige konference med fagligt oplæg. Ugentlig undervisningskonference og psykoterapiundervisning hørte med. Så tværfaglig videreuddannelse lå ham nær, og han deltog aktivt, også i udrulningen af distriktspsykiatri, før denne var et krav. Han var en fantastisk kollega. Loyal og aktiv, men også med evne til at sige fra, hvis han var uenig. Det fik OBS at mærke tre gange, når han lod gammelt, historisk og forfaldent nedrive. Men Herman sagde undskyld hver gang, når han havde erkendt fornuften i forslagene. Han elskede Psykiatrihospitalet, men besluttede at gå på pension som 68-årig, Med sin hustru Aja flyttede han ind på førstesalen hos sin søn, så de var tæt på børnebørnene.

Han fortsatte med at lave retspsykiatriske erklæringer, indtil hænderne besværede hans skrivning, og han gjorde boet op om sin indsats for pastoralpsykologi og viden om nyreligiøsitet. Han levede et jævnt og muntert, virksomt liv på jord og havde selv valgt tre Grundtvig-salmer til sin begravelse. Han døde efter længere tids svækket helbred. Han efterlader sig hustru og to sønner og deres familier.

Vi vil huske ham og hans eksempel.