Content area

Jan Fahrenkrug

6.6.1947-11.10.2021
Forfatter(e)

Jens F. Rehfeld, Jens Hannibal, Jens Juul Holst, Ove B. Schaffalitzky de Muckadell,
Thue W. Schwartz

Jan Fahrenkrug blev læge i 1973. Efter et år i klinikken blev han del af en forskningsgruppe (»Sukkertoppen«), der udgik fra Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg Hospital. Gruppen forskede i mave-tarm-hormoner. Og da gastrointestinal endokrinologi i 1970’erne udviklede sig markant, kunne hvert gruppemedlem opsætte en analyse for et hormon og siden kortlægge dets betydning. Jan arbejdede først med sekretin, men skiftede til det beslægtede VIP, der netop var identificeret. Det lykkedes Jan et al at vise, at VIP ikke var et hormon, men en neurotransmitter i perifere og cerebrale neuroner. Det var et paradigmeskifte, der gav genlyd. VIP-forskningen blomstrede verden over, og Jan blev en ledende figur i det internationale VIP-hierarki. I 1978 indleverede Jan sin doktordisputats om VIP. Blandt mange senere bidrag var VIP’s betydning for genitalfunktionen, VIP og det homologe PACAP’s betydning for hjernens biologiske ur og VIP som tumormarkør.

Jan blev i forløbet af disputatsarbejdet grebet af laboratoriearbejde og dets forskningsmuligheder. Efter disputatsen kastede han sig derfor ud i klinisk-biokemisk uddannelse, blev speciallæge i 1981, ledende overlæge på Hillerød Centralsygehus 1982 og i 1984 ledende overlæge på den klinisk biokemiske afdeling på Bispebjerg. Her forblev Jan til 2018. I 1992 blev han adjungeret og i 2004 ordinær professor i klinisk biokemi ved Københavns Universitet. Ud over ledelse af en stor afdeling, forskning og undervisning påtog Jan sig mange udvalgsopgaver, f.eks. i Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetsråd, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, to af Novo Nordisk Fondens komitéer, Censorformandskab for lægeuddannelsen samt bedømmelse af adskillige doktordisputatser og ph.d.-afhandlinger. Alt, hvad Jan foretog sig, var omhyggeligt og retskaffent.

Jan havde i øvrigt mange talenter. Han var en dygtig sejlsportsmand, der vandt nordisk mesterskab. Han dyrkede skisport, tennis og var i mange år trommeslager i et jazzorkester. Og så fyldte familielivet. Jan havde i faglige sammenhænge en stilfærdig fremtoning, men sådan var han ikke sammen med børn og børnebørn eller i venners lag. De sidste år med aggressiv cancer blev svære. Vi savner nu det altid gode samvær med ham. Vore tanker går til Melitta, Thomas og Christian.