Content area

Joakim Hoffmeyer

15.5.1944-2.4.2020
Forfatter(e)

Torben Heinskou, Lars Mikkelsen, Lise Mondrup, Marianne Engelbrecht Lau

Joakim blev født i Stockholm, hvor hans forældre opholdt sig som flygtninge fra 1943. Joakim blev læge i 1972, speciallæge i psykiatri i 1984 og uddannet som gruppeanalytiker. Han var overlæge ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård fra 1986 – og gennem 25 år, frem til 2012, centerleder sammesteds.

Psykiatri og psykoterapi var i denne periode underlagt store forandringer, organisatorisk løsrivelse fra somatikken, nedlæggelse af døgn og dagpladser, oprustning af ambulatorier og øget fokus på evidens og managementbaserede beslutninger. Centret var ofte i stormvejr med den ikkeinstitutionelle og selvstændige ånd, som altid har præget stedet. Joakim stod ved roret, og han forstod, at en leders rolle også er at være beskytter af rammerne for institutionen, dens personale og dens patienter – en rolle han forvaltede uforligneligt.

Som overlægekolleger mærkede vi værdien af tillid, respekt for patienterne, arbejdet og ledelsesrummet samt værdien af demokratiet i hverdagen. Joakim kunne lade andres initiativer vokse og udvikle sig – også selvom det tog tid. Han sammenlignede det kollegiale møde med udvekslingen om det runde bord ved Kong Arthurs Hof, hvor alle kunne være lige og forventedes at tage ordet. Som kollega og leder var han elsket og beundret for sit nærvær, sin humor, sin viden, ikke blot om faget, men også om litteratur, verden og kultur. Joakim havde hjertets dannelse og en intellektuel skarphed. Han kunne bevare en dynamisk dybde i fagligheden samtidig med at fastholde beslutninger.

Joakim var omsorgsfuld, tryghedsgivende, interesseret og nysgerrig i forhold til de ansattes liv. Han satte sig dagligt til frokost ved bordet med de ansatte, med sin smurte madpakke, og var nærværende – al travlhed til trods. Hans taler ved møder og receptioner var højdepunkter, præget af underfundighed, varme og kærlighed.

Vi sørgede, da Joakim blev syg, og savnede ham, da han måtte opgive at arbejde. Han fik ALS og var beundringsværdigt åben om den sygdom, der i tiltagende grad reducerede hans motoriske mulighed for at interagere med den ydre verden. Men han bevarede en livskvalitet, var aktiv fagligt til trods for respiratorbehandling, og han repræsenterede et livsmod i kraft af sine usædvanlige egenskaber og det rige indre liv, han havde.

Vores tanker går til hans hustru Kirsten og til hele familien.