Jon Appel

Jon er død. Vores store, stærke, kloge og humoristiske læsemakker er væk, han blev kun 54 år.

Vi mødtes et stykke inde i lægestudiet og dannede et velfungerende trekløver. Vi havde mange læsegruppemøder i Jon og Susans lille lejlighed på Artillerivej, hvor Medicinsk og Kirurgisk Kompendium blev gennemtygget. Ofte med meget livlige illustrationer, for Jon havde en sjælden evne til indlevelse i symptomerne, syntes han kunne genkende det meste fra sig selv. Hvis vi havde læst kompendierne nu om dage, hvor man af krænkelseshensyn kun må skrive om ting, man selv har oplevet, så ville et kompendium skrevet af Jon ikke være væsentligt reduceret. Han mærkede tydeligt både hjernetumor og dissemineret sklerose, men vi var også forbi diabetes, paranoid skizofreni og fæokromocytom for nu bare at nævne nogle få.

Jon var fænomenal til at parodiere, og det gik utroligt morsomt for sig. Særligt når han parodierede sin egen optræden ved de mundtlige eksaminer, hvad enten det gik godt eller skidt. Hans genopførelse af sit 13-tal i neurologi var et stort publikum værd.

Jon interesserede sig for forskning og blodgasser og skulle bruge noget blod til sin forskning. Fra læsemakkerne, naturligvis. Han kom herefter med verdens største kanyle monteret på en fysikgummislange, som endte i en kæmpe glaskolbe, og alligevel undrede han sig over, at læsemakkerne besvimede.

Vi diskuterede ofte, hvad for nogle læger, vi mon ville blive til. Jon var svær at placere. Det kunne være patologi, så han kunne nærstudere alle de lidelser, han kunne have haft. Noget med blod og hjerter var også en mulighed, Jon elskede fart over feltet. Det blev heldigvis kardiologi, og han blev en dygtig og skattet overlæge på Herlev Hospital.

Privat blev han gift med sin elskede Susan ved familiens dejlige sommerhus på Mols. Her har han tilbragt masser af timer med surfing, fiskeri og anden natursport. Han var et veltrænet naturmenneske, og Susan og deres tre dejlige børn ligeså.

Jon nød at samle venner omkring sig og brillere i køkkenet. I perioder hvor SP og controlling fyldte for meget, luftede vi muligheden for at åbne Jons egen bistro.

Jons hjerte bankede for klinikken, og han satte en ære i at stole på sit kliniske blik, så patienter blev skånet for overdiagnostik.

Det er så absurd, at han nu er væk, tre måneder efter at han fik konstateret nyrecancer. Jon måtte meget mod sin vilje være alvorligt syg operationspatient hele sommeren.

Han nåede at sætte studenterhuerne på sine tvillinger og blev udskrevet til rekreation på Mols for få uger siden. Vi andre nåede at sms’se med ham, at godt det var overstået, og nu må vi ses. Og så var det pludselig forbi, formentlig en blodprop.

En god og empatisk ven er ikke mere. Tak for alle de gode stunder. Vores dybeste medfølelse går til Susan, Rolf, Siw og Theo og resten af familien.

Æret være hans minde.