Content area

Kirstine Kim Schmidt Karnov

8.2.1985-17.8.2019

Forfatter(e)

Malin Nylander & Anders Rehfeld

Det er med stor sorg at vi alt for tidligt har mistet vores dejlige veninde Kirstine.

Vi lærte Kirstine at kende, da vi under de sidste år af medicinstudiet skrev en lærebog i histologi sammen. Kirstine var en meget vellidt og dygtig underviser og dissektionsvejleder på Panum Instituttet, og det var en selvfølgelighed, at hun skulle være medforfatter på histologibogen. Dette resulterede i, at vi kom til at tilbringe mange timer i hinandens selskab under arbejdet med bogen. Her blev ikke kun histologi og formidling diskuteret, men vi fik også mange gode snakke om alt mellem himmel og jord. Den ene histologibog blev til flere, og hver gang vi fuldendte et delmål, fejrede vi vores samarbejde med middage på gode restauranter. For lige så ambitiøs og seriøs som Kirstine var, lige så god var hun til at fejre og nyde livet.

Kirstine var et forbillede både fagligt og personligt. Hun var en utrolig varm og betænksom kvinde, som tog sig tid til alle omkring sig og prioriterede sin familie og sine venner højt. Hun var altid velklædt, smilende, med et stort gåpåmod og overskud. Der var ikke det, som Kirstine ikke kunne – det var en selvfølge, at ting lykkedes, og det gjorde de. For eksempel dengang hun blev tilbudt en hoveduddannelse og ph.d.-stilling på Rigshospitalets øre-næse-hals-afdeling, på samme tid. Selvom Kirstine havde fuld fart på karrieren, var der ingen tvivl om, at hendes elskede familie var det vigtigste.

Vi er evigt taknemmelige over at have fået lov til at nyde Kirstines selskab og for at have så mange dejlige minder om hende.

Vores varmeste tanker går til Niclas, Ellen og Valdemar, som har mistet deres elskede hustru og mor alt for tidligt.

Æret være Kirstines minde.