Skip to main content
Mindeord

Knud Erik Outzen

Pernille Hahn, Jens Peter Helweg-Larsen, Lars Christian Meyer, Ann Momme Studsgaard,

Jesper Møller Pontoppidan, Peter Schousboe og Joyce Horsmans Schultz

13.5.1952-27.10.2022

Knud Erik Outzen døde pludseligt efter kort tids sygdom. Knud Erik blev født i Gravlund og voksede op som bondesøn i Dovre i Sønderjylland. Han tog studentereksamen i 1971 fra Ribe Katedralskole og læste medicin i Aarhus med embedseksamen i 1978. I 1989 blev Knud Erik speciallæge i øre-næse-hals-sygdomme og fortsatte på afdelingerne i Odense, Aarhus og Vejle. Fra 2004 var han leder af afdelingen i Vejle.

Knud Erik havde stor faglig viden og var en mesterlig kirurg. Gennem årene fik han forkærlighed for ørekirurgien, men var dygtig på alle felter. Knud Erik var et godt menneske. Han var en rigtig god kollega og en fremragende leder. Han var ordentlig i tanker og handling. Han var uselvisk, optimistisk, rar, humoristisk og skarp med en befriende evne til at bringe tingene ned på jorden. Afholdt af hele personalet og af patienterne. Altid venlig og imødekommende, når man søgte råd. Kirurgisk en fantastisk mentor for mange af os. Knud Erik skabte ro på operationsstuen, når vi havde brug for hjælp. Samtidig med at han fik det bedste frem i os.

Knud Erik gik på pension i 2021. Han efterlod en afdeling, som flere gange var blevet kåret som landets bedste øre-næse-hals-afdeling. Han glædede sig til mere fritid med familien samt fortsat at vikariere i Grønland og på Færøerne.

Vores tanker går til Sarah og Signe, som var hos ham til det sidste.

Æret være Knud Eriks minde.

Kolleganyt