Skip to main content
Mindeord

Knud Odgaard

Ove Jacobsen, Søren Haastrup, Frode Petersen og Jens Wæhrens

12.4.1933-24.7.2022

Knud har forladt os efter nogle måneders kræftsygdom. Han voksede op på Christianshavn og levede hele sit liv i københavnsområdet. Han blev kandidat fra Københavns Universitet i 1960, og efter en grundig almenuddannelse kom han i praksis i en amanuensisstilling i Helsingør, men efter et år skiftede han til psykiatrien og blev speciallæge i 1973 efter ansættelse på fire af københavnsregionens store afdelinger. I 1978 kom han som overlæge til KAS Nordvang, Afdeling P i Glostrup, hvor han forblev indtil sin pensionering i 1999. Efterfølgende var han i et års tid knyttet til Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.

»Dr. Knud Odgaard er en dygtig læge«, sagde professor Villars Lunn, og dertil kan føjes, at han var en glimrende psykiater. Knud ledede i en årrække et lukket sengeafsnit med også retspsykiatriske patienter, og senere havde han ansvaret for afdelingens gerontopsykiatri. Han var med sin store indsigt og indføling højt respekteret af både patienter og deres pårørende og af sine medarbejdere.
Knud favnede bredt og havde en stor arbejdsevne. I mange år var han tilknyttet Blå Kors’ alkoholambulatorium og et kommunalt socialcenter samt en lille privat speciallægepraksis i Hørsholm.

Som kollega var Knud et fund. I de år, vi var sammen, skiftede ledelsesmiljøet fra en tillidsbaseret lægelig ledelse til en tværfaglig mere kontrollerende ledelse. Når det blev for meget, kunne Knud hver gang med sin stille begavede humor hurtigt få tingene til at glide igen.

Ud over det faglige havde Knud mange interesser. Han var kyndig i den klassiske musik, og sammen med sin ægtefælle igennem de sidste 30 år, Anne Marie, har han besøgt mange af Europas koncertsale og operahuse. Sammen kom de mange gange til Italien, hvor han talte sproget, og med sin klassisksproglige baggrund citerede han i festligt lag gerne fra Ciceros taler på latin. Også til familiens sommerhus på Bornholm kom han et par gange om året, og han havde nøje kendskab til øens mineralogi. Sammen havde de et gæstfrit hjem, og Knud diverterede med raffineret kogekunst.

En god kollega og ven er savnet.

Æret være Knuds minde.

Kolleganyt