Skip to main content
Mindeord

Lotte Nedergaard Thomsen

På vegne af kollegaerne på Rigshospitalets patologiafdeling

Elisabeth Kristensen og Pernille Christiansen

5.5.1961-26.9.2019

Lotte Nedergaard Thomsen døde den 26. september i år efter længere tids alvorlig sygdom.

Vi har på Patologiafdelingen, Rigshospitalet, mistet en dygtig, flittig og meget vellidt kollega.

Lotte var københavner. Hun voksede op på Nørrebro og blev i hele sit liv boende tæt på København. Lotte var matematisk-fysisk student og brændte for matematik. Hendes store evne for systematik og logik kom meget til udtryk i hendes måde at arbejde på.

I studietiden boede Lotte på Regensen, og hun har altid nydt at være tæt på København.

Lotte blev medicinsk kandidat fra Københavns Universitet og startede kort derefter på Patologiafdelingen i Gentofte.

Lotte var allerede fra starten af sin karriere inden for patologi meget interesseret i gynækologisk patologi, og det var dette felt, der blev hendes ekspertområde.

Hun skrev ph.d.-afhandling på Patologiafdelingen, Gentofte Hospital, om klassifikation af endometriekarcinomer med patolog, overlæge Marianne Jacobsen som vejleder.

Gennem hele sin karriere fortsatte Lotte med at deltage i forskningsprojekter inden for gynækologisk patologi, de senere år specielt ovariecancer.

I starten af dette årtusinde kom Lotte til Patologiafdelingen på Rigshospitalet, først som afdelingslæge og derefter i 2005 som overlæge. Senere blev hun fagansvarlig overlæge for gynækopatologi samt teamleder.

Lotte var altid ligevægtig og handlekraftig, uanset hvor travlt vi havde på afdelingen. Hun var ligefrem, kollegial og stærk; blottet for enhver selvhøjtidelighed. Selv de sværeste diagnoser blev stillet uden postyr.

Det har over årene været et privilegium at sidde ved dobbeltmikroskopet sammen med Lotte og sammen finde frem til de diagnostiske ideer, der kunne føre til den rette diagnose, når vi modtog svære cases.

Lotte har i det hele taget altid været en rigtig god læremester – hun har været meget god til at lære os op og til at dele ud af sin store viden inden for gynækologisk patologi på en pragmatisk måde. Det er vi mange, som er hende meget taknemmelige for.

Samtidig var hun en rigtig god og afholdt kollega, som vi nød at være sammen med, for eksempel ved vores hyggelige teammiddage, altid på restauranter, som Lotte anbefalede.

Vi tænker meget på Ida Marie, som har mistet sin mor alt for tidligt, og også meget på Lottes forældre, som har mistet deres datter.

Kolleganyt