Skip to main content
Mindeord

Louise Kyung Pedersen

Christopher Fugl Madelung, Allan Lohse, Neel Maria Helvind, Vera Crone, Sidsel Mathiesen, Litten Bertelsen, Jon Foss-Skiftesvik, Marlene Elmelund, Ida Gillberg Andersen, Sofie Kathrine Topp, Aske Mathias Bohm

21.11.1986-14.7.2021

Det var med stor sorg, at vi modtog beskeden om Louises alt for tidlige død. Louise omkom i en trafikulykke en tidlig morgen på vej til arbejde på Roskilde Øjenafdeling. At Louise ikke er iblandt os længere, er stadig ubegribeligt og uendeligt tragisk.

Louise var en central del af vores sociale liv på medicinstudiet og i efterfølgende læge liv. Mange af os mødte Louise allerede på rusturen, og vi fulgtes ad i tykt og tyndt i studielivet på Panum Instituttet, hvor Louise engagerede sig i Studenterklubben, Medicinerrevyen og Rusvejledningen.

Louise var en enestående loyal, varm og omsorgsfuld ven. Hun hvilede i sig selv og virkede aldrig optaget af, hvad andre syntes om hende. Hvis man til gengæld bad om hendes mening, kunne man være sikker på et ærligt svar tilsat en god dosis ironi. Louises humor var nemlig karakteriseret af en særlig kombination af sarkasme og varme, og hun kunne altid løfte stemningen med en til lejligheden perfekt upassende bemærkning.

Vi grinede som regel i Louises selskab, men hun var også en fantastisk nærværende lytter og havde en smittende ro, med hvilken hun altid formåede at sætte tingene i det rette perspektiv. Vi kan takke Louise for mange mindeværdige stunder.

Louises anden halvdel var Aske, hendes kæreste siden gymnasietiden. Hos Louise og Aske var døren altid åben for alle, og der var en strøm af venner, musik, god mad og latter gennem lejligheden på Nørrebro. Få steder har man følt sig så hjemme og velkommen som hos dem. Tidligere på året skiftede de lejligheden ud med et landsted, hvor de kunne give deres datter en opvækst fuld af natur, ro og nærhed til bedsteforældrene.

Fagligt var Louise dygtig og målrettet. Hun faldt tidligt for øjenspecialet og fik hurtigt en hoveduddannelsesstilling. Louise var lige blevet færdig som speciallæge og havde fået drømmejobbet på Roskilde Sygehus.

Louise var en af os og samtidig helt sin egen.

Vi vil savne vores gode ven og vores varmeste tanker går til hendes familie.

Kolleganyt