Skip to main content
Mindeord

Mads Egil Saunte

Andreas Helgesen

21.11.1971-25.1.2019

Min gode ven og kollega er død efter en drukneulykke i Australien. Mads kom fra en lægefamilie, hans morfar var øjenlæge i Oslo, hans far arbejdede som professor i øre-næse-hals-sygdomme i Trondheim, hans mor var praktiserende øjenlæge i Oslo, og hans storebror var overlæge i øjensygdomme på Rigshospitalet i København.

Mads blev født i 1971, voksede op i Norge, blev student i Drammen.

Mads startede at læse medicin i Aarhus i 1992 og bestod medicinsk embedseksamen i 1999.

Mads og jeg var på samme hold under første del af studiet og tilbragte megen tid sammen. Vi spillede squash, løbetrænede, havde utallige pool-aftener, skiture til Alperne og mange fordybende samtaler om fremtiden og studiet. Mads var for mig en stor støtte under studietiden og i tunge perioder, altid optimistisk og parat til at hjælpe, fik mig altid i godt humør og til at indse, at livet var mere end bare næste eksamen. Efter første del tog Mads orlov for at rejse rundt i Asien, men vi holdt god kontakt bagefter, selv om vi ikke længere fulgtes ad under studiet.

Mads uddannede sig til speciallæge i almen medicin og havde praksis i Bagsværd sammen med Pernille Leander, indtil han flyttede med familien til Australien i 2016, hvor han fortsatte sit arbejde som praktiserende læge.

Mads var en god ven, altid lyttende, sympatisk og indlevende, var meget aktiv og elskede naturen, vandreture, bjergbestigning, dykning, paraglidning, fotografering og motorcykel.

Hans tilgang til livet var med optimisme og positivitet, åben og søgende. Mads kunne lide at rejse, opleve andre kulturer og mennesker, og han kunne altid se det bedste i mennesker og i vanskelige situationer. Den samme tilgang havde Mads til sit arbejde og sine patienter. Hans positivitet, dygtighed, empati og flittighed kom rigtig mange patienter til gode og smittede af på hans kolleger. Han var ekstremt arbejdsom, og altid med overskud.

Mine tanker går til Mads' kone Cath, børn og bonus-børn, familie og venner i denne vanskelige tid. Mads blev revet væk fra os alt for tidligt.

Kolleganyt