Magnus Petersen

Speciallæge i psykiatri, dr.med. Magnus Petersen, Årslev, døde natten til pinselørdag efter et trafikuheld. Magnus var født og opvokset i Tyskland. Han tog sin lægeuddannelse ved Marburg Universitet, blev speciallæge i psykiatri 1992 og samme år uddannet som psykodramaterapeut ved Moreno Institut Uberlingen. Af personlige årsager valgte han og hans danske hustru Mette at rejse til Danmark, hvor han i 1992 blev ansat på Psykiatrisk Afdeling Odense, først på Psykoterapeutisk Afsnit, senere på Ungdomspsykiatrisk Afsnit. 1997 blev han overlæge samme sted, og fra 2003 leder af spiseforstyrrelsesbehandlingen. Samtidig var han klinisk lektor ved SDU med ansvar for kommunikationsundervisningen på lægestudiet. 2005 blev han Master of Health professions Education fra Universitet i Maastricht.

I 2012 søgte Magnus nye udfordringer og fik stilling som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg. Han blev hurtig klar over, at udviklingen i hospitalspsykiatrien ikke passede til hans temperament, og i 2015 begyndte han i speciallægepraksis i Odense. Skiftet til praksis gav Magnus stor arbejdsglæde. Som herre i eget hus kunne han fokusere på patienterne, tilbyde den behandling, han fandt relevant, og ikke mindst arbejde psykoterapeutisk. Magnus var en fremragende psykopatolog, en meget erfaren kliniker med en omfattende psykoterapeutisk uddannelse og et dedikeret, varmt og humoristisk menneske. Han blev hurtigt en meget efterspurgt speciallæge og blev også ofte søgt af kolleger som supervisor og behandler.

Magnus var ikke kun en dygtig psykiater. Han havde stor interesse i og viden om utallige emner og delte beredvilligt ud af sin kunnen. Han var født på landet og realiserede drømmen om egen gård, som han drev ved siden af lægegerningen. Han var altid i gang. At gøre nytte og være til gavn var hans væsentligste leveregel.

Selv om arbejdet var af stor vigtighed for Magnus, var den nære familie den egentlige kerne i hans liv. Ingen som kendte Magnus var i tvivl om, at hans omdrejningspunkt var hans hustru og sønnerne. Magnus’ død er et forfærdeligt tab og en uafrystelig tragedie, først og fremmest for Mette, Martin og Christian, der har mistet en enestående mand og far, men også for alle de patienter, der følte sig trygge hos ham, for den fynske psykiatri, som har mistet en virkelig kapacitet, og for alle os andre, der nød godt af Magnus' ødselhed med sig selv.

Æret være Magnus' minde.