Maj-Britt Mortensen
Kollegerne Anne-Margrete Hedengran og Lisbeth Nielsen
11.6.1957-14.6.2020
Vores dejlige kollega Maj-Britt Mortensen er død efter to års op- og nedture i kampen mod den kræftsygdom, hun allerede tidligt vidste, at hun nok ikke i det lange løb kunne vinde over.
Maj-Britt var læge, og hun var en dygtig læge. Gennem de sidste ti år har hun været ansat som overlæge på Anæstesiafdelingen, Nordsjællands Hospital, Hillerød. Hun arbejdede meget og har virket som læge mange steder både i Danmark og i udlandet. Arbejdet som læge betød meget for hende, hvorfor hun også i løbet af sit sygeforløb i lange perioder arbejdede et par dage om ugen. Da Covid-19 ramte, blev hun sendt hjem for ikke at risikere smitte. Det var planen, at hun skulle begynde igen, når der var styr på Covid-19-situationen, men det nåede hun ikke. Hun døde den 14. juni på Sankt Lukas Hospice omgivet af sin nærmeste familie.
Maj-Britt kom fra beskedne kår, og der var ikke mange akademikere i hendes store og farverige familie. Hun var vant til at give en hånd, når nogle trængte, og hun har været en vigtig og elsket person i sin familie. Hendes største glæde var datteren Stine, sønnen Andreas og deres børn, og kærligheden til dem var utvivlsomt med til at holde hendes mod oppe under det lange sygdomsforløb og en stor del af grunden til, at hun holdt ud så længe. Hun var en klippe i deres liv, og hendes største sorg var bevidstheden om, at de ville blive kede af det, når hun døde. Da det stod klart, at der ikke var kurativ behandling, udtrykte Maj-Britt to ønsker. Hun ville gerne opleve, at hendes datters tredje barn kom til verden, og hun ville gerne opleve sin søn blive far. Begge ønsker fik hun opfyldt. Et tredje ønske var, at hendes børnebørn ville kunne huske hende. Det er nu op til hendes børn at opfylde det ønske.
Maj-Britt var et fantastisk fordomsfrit og inkluderende menneske. Hun var altid parat til at give en hånd, og hun havde en utrolig tolerance og tålmodighed over for alle – både på arbejdspladsen og i privatlivet.
Samtidig havde hun sine meningers mod. Men hun blev aldrig personlig. Ingen blev nogensinde dømt ude. Alle blev behandlet respektfuldt. Da hun blev syg, rakte hun på fineste måde ud til os omkring hende og lod os være en del af hendes liv, både når det gjorde ondt, og når det gik godt. Hun viste os den største tillid ved at dele sine svære stunder med os, og vi, der fik lov at være tæt på, har af Maj-Britt alle lært en del om taknemlighed over livet.
Maj-Britt vil blive dybt savnet af alle, hvis liv hun berørte.