Maria Sparle

Maria voksede op som enebarn af kreative gymnasielærerforældre i Fladbjerg ved Mariager. Hun var både interesseret i og begavet inden for det naturfaglige og det humanistiske. Hun blev matematisk fysisk student fra Hobro Gymnasium i 1981 og flyttede herefter på 4. Maj Kollegiet i Aarhus, hvor hun begyndte at læse litteraturhistorie, men siden skiftede til medicinstudiet. I 1991 havde hun plejeorlov for sammen med sin far at passe sin døende mor. Hun bestod lægevidenskabelig kandidateksamen i 1993. Nogle år forinden havde hun mødt sine børns far. De flyttede først til Tarm, hvor de var i turnus, siden til Silkeborg og omkring 1998 til Skanderborg. Her blev Maria boende til sin død. Hun blev speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin i 2005. Kort herefter søgte hun ind i psykiatrien og fik senere en kursusstilling i Horsens. Hun var meget glad for specialet, sine kolleger og sine patienter. Vi, der var kolleger, husker hende som fagligt dygtig, ordentlig, som en god kollega og et varmt og positivt menneske med et særligt nærvær, og som gjorde meget for sine patienter.

Hun blev syg af ovariecancer i 2009 og måtte i årene herefter erkende, at hun ikke var i stand til at gennemføre sin kursusstilling. Hun kaldte sine følger efter kemoterapi for »kemohjerne«. Hun blev tilkendt pension, og efter flere arbejdsprøvninger i helt andre fag fik hun heldigvis ansættelse i fleksjob ved Psykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital Risskov, fra 2017. Hun havde en stærk lægeidentitet og var engageret, omhyggelig og kompetent. Hun værdsatte det at få lov til igen at arbejde som læge højt. Samarbejde med kolleger og andet personale var også meget vigtigt for hende. Vi, der var kolleger, oplevede hende som et lattermildt og humoristisk menneske, som var åben og nøgtern omkring sin sygdom. Hun var trods sin alvorlige sygdom i stand til at dele sin glæde over små og store oplevelser.

Vi, der læste sammen med Maria på medicinstudiet og udviklede langvarige venskaber, oplevede gang på gang hendes ægte interesse og omsorg for andre mennesker. Hun holdt særligt meget af »skæve eksistenser« og ikke mindst af dyr. Hun var et klogt menneske, som kunne perspektivere problemer på interessante og overraskende måder. Hun var et positivt menneske, som var gavmild med sin kærlighed og let stiftede nye venskaber. Hun var en sjældent set smuk fugl i sundhedsvæsenet. Selv holdt hun mest af krager!

Maria udnyttede sine ti år uden recidiv til at dyrke sine mange interesser ud over sine børn. Hun holdt af at tegne, male, rejse, vandre, ro kajak og af at synge i kirkekor. Hun var engageret i Børns Voksenvenner. Vi rejste sammen med Maria, og vi blev inviteret med til afslappede fødselsdage og fester med børn, familie og venner.

Maria brugte sin sidste tid efter recidiv af ovariecancer i 2019 konstruktivt. Hun valgte at lade sig behandle med kemoterapi ad flere omgange efter at have sat sig grundigt ind i mulighederne, i fordele og ulemper. Hun ønskede at forblive i live længst muligt, og hun klagede ikke over sine bivirkninger. Det var hende magtpåliggende, at børnene skulle flytte hjemmefra og begynde at klare sig selv. Hun bistod sin far, da han som 95-årig fik behov for at flytte på plejehjem, og tømte med familie og venners hjælp sit barndomshjem og solgte dette. Hun erkendte, at hun havde en »udløbsdato« og planlagde sin jordfæstelse samt den efterfølgende mindesammenkomst. Hun talte med sine børn om at skulle forlade dem alt for tidligt.

Hun kom efter eget ønske på hospice, hvor hun døde omgivet af sin familie efter syv ugers ophold med besøg dagligt af familie og venner. Hun forblev fuld af omsorg for andre til det sidste og værdsatte de smukke omgivelser og den fagligt funderede palliation, som hun modtog. Vi andre var vidner til en beundringsværdig afsked med livet. Et liv, som hun var meget glad for og ikke ønskede skulle slutte nu. Hun ønskede så meget fortsat at være med i sine børns liv.

Vores tanker går til Marias børn.

Æret være Marias minde.