Mette Waaddegaard

Den 7. marts døde Mette. Det var ikke en overraskelse, for hun havde været alvorligt syg i næsten fem år med dissemineret cancer. Hun var i adskillige behandlingsforløb med kemoterapi, og så snart hun magtede det, var hun at finde på sit kontor i Psykoterapeutisk Ambulatorium for Spiseforstyrrelser først på Psykoterapeutisk Center Stolpegård og efter den store fusion af spiseforstyrrelsesområdet i Region H på Psykiatrisk Center Ballerup.

Netop fusionen af spiseforstyrrelsesområdet i Region Hovedstaden var en af Mettes kongstanker, og hun spillede en afgørende rolle både i, at beslutningen blev taget i 2012 og i hele processen frem til den endelige fusion mellem Anoreksiklinikken RH, Daghospitalet Gentofte, Psykoterapeutisk Ambulatorium Stolpegård og Døgnbehandlingen på Psykiatrisk Center Ballerup i 2017. Spiseforstyrrelsesbehandlingen var hendes hjertebarn, hun brændte for, at patienterne skulle anerkendes med deres lidelse og tilbydes stadigt bedre vilkår og bedre behandling.
Hun var psykiater, både forsker og kliniker, hun integrerede andres resultater, søgte viden fra de bedste. Hun lod sig inspirere af Josie Geller, som hun inviterede til Danmark og hermed fandt den motivationsfremmende behandling (Motivational Enhancement Therapy) til de ambivalente patienter med spiseforstyrrelse grobund i ambulatoriet på Stolpegård.

Mette var ambitiøs, visionær, vidende, initiativrig, humoristisk og mere end alt præget af en utrolig energi. I sandhed en kraftfuld kvinde, et fagligt fyrtårn. Hun formidlede samarbejde både nationalt og internationalt som formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser og senere formand for Nordic Eating Disorder Society.

Hendes egen ph.d. omhandlede spiseforstyrrelser, og hun bevirkede, at flere ph.d.-projekter udgik fra Spiseforstyrrelsesambulatoriet på PC Stolpegård.

Hun spillede en hovedrolle i, at Stolpegård fik tildelt satspuljemidler 2013-2015, og at der blev udarbejdet et psykoterapeutisk behandlingstilbud til mennesker med tvangsoverspisning ( BED). Hun lagde ikke skjul på sin skuffelse og vrede over, at Region H ikke søgte ekstra midler til netop denne lidelse, da det blev muligt i 2018. Man var ikke i tvivl om, hvor man havde Mette: på patienternes og behandlernes side.

Mette lagde gennem årene utrolig megen energi og mange timer i sit arbejde, og hun var en særdeles afholdt leder, der savnes meget. Hendes åbenhed og direkte facon gjorde sig gældende helt frem til det sidste. Da hun så, hvor sygdommen bar hen, ønskede hun en samlet afsked og afslutning med sine kollegaer og medarbejdere i ambulatoriet. Hun kom selv sammen med sine elskede: sin datter Nina, sin mand Christian og sin mor. Eftermiddagen blev en berørende fest, præcis som hun havde bestilt.

Nu er hun ikke mere, hun huskes og savnes.

Æret være hendes minde.