Content area

Niels Keiding

14.5.1944-3.3.2022
Forfatter(e)

Jørgen Hilden

Årene 1965-1980 var en modningstid for statistisk tankegang i medicinsk forskning – det felt, som siden kom til at hedde »biostatistik«. Nye analysemetoder kom på markedet, ikke mindst den nylig døde Sir David Coxs hazard-model til levetidsanalyse (1972). Nomenklaturen var under tiltrængt afklaring, ikke mindst på det epidemiologiske område (Olli Miettinen o.a.), og læger som Henrik Wulff og Bjørn Andersen stod for stærkt søgte kurser, hvor de hankede op i kollegers lemfældige brug af »t« og »P«. I København så man behovet for en ramme, der kunne samle de små, spredt placerede – og ofte underbemandede – statistikgrupper på de mange undervisnings-, forsknings- og farmainstitutioner. Alternativet var at skabe, hvad der kom til at hedde Statistisk Forskningsenhed (SFE). Her havde professor Anders Hald en trumf i ærmet, ved navn Niels. Den unge lektor havde ud fra et matematisk-statistisk udgangspunkt et håb om at udbrede sund statistisk tankegang i den medicinske verden og, med min formulering af Niels’ kroniske motto, at lade de konkrete medicinske datakilder med deres mange finurligheder vise vejen i udvikling af ny og nyttig teori.

I 1978 lykkedes det, kort fortalt, at få enheden etableret via en tidsbegrænset bevilling fra Forskningsrådet. Fra en beskeden start i en slags byggeskur bag H.C. Ørsted Institutet var Niels og hans lille stab i stand til fem år senere at udbyde SFE til, hvem der ville huse og finansiere en videreførelse. Sundhedsfakultetet i København slog heldigvis til. Og da professor, cand.stat. Niels Keiding, dr.h.c. ved universitetet i Bordeaux, i 2014 vendte tilbage som leder – men ikke som nøglefigur – var enheden for længst blevet en fast Afdeling for Biostatistik under Institut for Folkesundhedsvidenskab med ca. 40 fastere og løsere medarbejdere og med engagement i undervisning, rådgivning og forskning på alle niveauer.

Som naturligt var i 1970’erne, lagde Niels sit teoretiske arbejde i forlængelse af David Coxs modeller og bredte viften ud til andre former for ventetidsanalyse (time-to-event analysis) med Per Kragh Andersen som sin makker og assisterende spydspids gennem alle årene (andre medarbejderes fortjenester ufortalte). Karakteristisk er f.eks. Niels’ langvarige beskæftigelse med det intrikate begreb »tid til graviditet«, hvor begrebet selv, estimation og datafangst er kommet under hans lup, ligesom han på sigende, ofte underholdende vis har blotlagt den uldenhed og den bias, der findes i den eksisterende litteratur.

Også administrativt mere end indfriedes forventningerne. Niels blev den blide alvidende og allekendende leder, der aldrig var bange for at ytre sig, da han vidste med sig selv, at hans forslag og idéer var fair. Niels syntes at bygge på en sikker sans for administrative muligheder og på en tavs indføling med de mennesker, som et nyt initiativ ville stille krav til. Selv en gnistrende kritik som den af de nymodens »bibliometriske« mål for videnskabelig performance kunne han servere med en neutral mine. Vi andre kunne tænke det samme, men kun Niels kunne torpedere korthuset så lammende præcist.

Niels valgtes over årene til adskillige bestyrelsesposter i internationale organisationer, både med biometrisk og teoretisk-statistisk fokus, og deltog i en række faginitiativer på dansk, nordisk og internationalt plan. I 2001 modtog han Martin Zelen Award, som tildeles den, der i kraft af »outstanding leadership has greatly impacted the theory and practice of statistical science«.

To lægeægteskaber overskred sølvbryllupsdatoen, hvis jeg regner rigtigt, men kolleger blev sjældent indviet i private sager. Få vidste f.eks., at Niels havde fem børnebørn. Else tog sig af ham i de sidste svære måneder. Niels var Mr. Klarer-det-hele. Kun et sent recidiv af en næsten glemt cancer skulle vise sig at knække ham. I utide, kan man sige. Der er nok dem iblandt os, der kunne have undt Niels at måtte låne nogle af vores overskydende, mindre produktive, seniorår.

(Men Niels ville naturligvis have indvendt, at lånt levetid ville krænke den basale forudsætning om statistisk uafhængige individdata.)