Olav Jonas Bergmann

Olav Jonas Bergmann er død.

Vi har mistet en kær ven og en dejlig kollega.

Olav var med sin store faglige viden inden for hæmatologi, infektionsmedicin og mundhulens forhold et lysende fagligt fyrtårn i afdelingen.

Han delte gerne sin viden med andre og arbejdede utrætteligt til patienternes bedste. Han kan ikke erstattes, og vi savner ham hver eneste dag. Tabet af ham minder os om, hvor meget vi ikke får sagt og gjort i den travle kliniske hverdag. Vi kan kun håbe, at han vidste, hvor værdifuld han var for os.

Hans glæde ved arbejdet som kliniker var umiskendelig, men lige så tydeligt var det, at han hjemme havde et stort og vidunderligt netværk med sin ægtefælle Rikke i centrum, kærlige, engagerede og dygtige børn og svigerbørn og nu også starten på næste generation. Utallige er de billeder, vi har set af først et, så to og nu tre små menneskevæsener med helt særlige evner, som bestemt måtte stamme fra morfar. Af og til sneg der sig et billede ind af en lille hvid hund, som også var genstand for Olavs karakteristiske engagement og kærlighed. Vi ved og forstår, at Olavs familie har lidt et ubærligt tab. Hvordan vi mennesker kommer videre med livet er svært at forstå, men vi ved, at Rikke vil få al den støtte hun har brug for fra sin dejlige familie.

Olav havde familiemæssige bånd til Island og omfattede dette land med stor kærlighed. Han talte med glæde om sine rejser og naturoplevelser på Island. Måske var det islandske gener, der gav Olav det gåpåmod og den virketrang, som var så karakteristik for ham? De samme gener, som førte vikingerne til verdens ende.

Vi må nu tage afsked med Olav, men vi glemmer ham aldrig.