Content area

Olav Jonas Bergmann

24.10.1953-14.08.2020
Forfatter(e)

Jens Korsgaard

Olav døde den 14. august i en alder af 66 år – alt for tidligt. Han var omgivet af alle sine kære. Olav var primært uddannet tandlæge fra 1977, hvor han tog en suppleringsuddannelse til læge i 1983.

Jeg mødte Olav første gang september 1984 ved hæmatologisk afdeling B på Århus Amtssygehus, og det blev til et livslangt nært venskab.

Jeg hjalp Olav i gang med den første forskning og støttede ham omkring hans guldmedaljeafhandling, hvor jeg lærte ham at kende som en detaljens og grundighedens mand, der samtidig havde et stort overblik. Senere fulgte hans disputats i 1991. Han stod herefter helt på egne ben og præsterede i årene derefter en imponerende publikationsrække i anerkendte tidsskrifter. Olavs forskning var en elegant kombination af hans tandlægeuddannelse, infektionsmedicinske erfaring og hæmatologien, hvor han blev speciallæge i sidstnævnte i 1992.

Olavs kliniske tilgang var tilsvarende præget af en stor faglighed, der igen blev anvendt med vurdering af selv den mindste detalje hos den enkelte patient og derefter udmøntet med et stort klinisk overblik. Han var meget anerkendt blandt sine kliniske kolleger, hvor han ofte løste vanskelige opgaver. Et sigende eksempel var, da hans daværende ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, professor Viggo Esmann, i 1991 fik et helbredsproblem og alene henvendte sig til en klinisk dygtig yngre læge – »Åh Olav, jeg har s… så ondt i ryggen, kan du ikke finde ud af noget?« (cit. OJB).

Det kunne Olav.

Han forlod aldrig det kliniske arbejde med sin højt værdsatte daglige patientkontakt.

Som ledende overlæge befandt han sig nogle gange i skismaet imellem administratorernes rationaliseringer og hensynet til personale og patienter. I de situationer valgte han altid side til de sidste.

Privat var han en levemand med et altid smittende humør, hvor nøgleordene var musik, dans og – cognac, der var hans passion.

Hans egen sygdom blev en grum skæbne, hvor han i årevis måtte kæmpe imod en alvorlig hæmatologisk sygdom, der var ham fagligt bekendt i detaljer. Det blev et hårdt forløb for ham, hvor det også var svært for ham, at han af helbredsgrunde måtte forlade sit højt skattede kliniske arbejde ved årsskiftet.

Det var mit store privilegium at få lov at arbejde sammen med Olav.

Mine tanker går i dag til hustruen Rikke og hans tre børn Kristin, Philip og Julie samt børnebørnene.

Æret være Olavs minde.