Skip to main content
Mindeord

Peter Okonkwo Nzulumike

Knud Erik Kleist & Peder Kern

26.9.1946 – 10.6.2022

Som høvdingesøn i Nigeria var det nok naturligt for Peter Nzulumike – tidligere olympiadedeltager i 100-meterløb – at tage en uddannelse som jagerpilot, hvorigennem han kom i kontakt med Skandinavien. Efter at have kæmpet for Biafra og tabt fandt han vej til Odense, uddannede sig som læge og blev siden speciallæge i gynækologi og obstetrik. Peter mødte sin danske Kirsten, stiftede familie og boede en årrække i Odense, Rudkøbing og Aalborg, inden de søgte mod Grønland. Peter blev overlæge ved Gynækologisk og obstetrisk afdeling, Dronning Ingrids Hospital, Nuuk, frem til sin pension som 70-årig, men fungerede alligevel videre gennem en årrække som vikarierende læge på kysten.

Peter havde sit hjerte i Grønland, men var også forankret i sit hjemland, hvortil han igennem mange år fik samlet hospitalsudstyr og oprettet et lille hospital. Han var i mange henseender farverig. Hans underholdende historier og sejleroplevelser krydrede dagligt morgenkaffen på operationsgangen. Familiens gæstfrihed var legendarisk og velskattet, og de tre børn havde et trygt og varmt hjem; siden tog han også sin nevø til sig.

Peter døde pludseligt under et ferieophold i Portugal.

Vore tanker går til familien, Kirsten, Afam, Achebe, Ada og Daniel.

Kolleganyt