Skip to main content
Mindeord

Poul Holmer Bretlau

Christian von Buchwald, Mads Sølvsten Sørensen, Preben Homøe, Søren Vesterhauge, Jørgen Kirkegaard, Lars Holme Nielsen, Jørgen Viby Mogensen, Birgitte Charabi, Sune Land Bloch, Morten Katholm og Mads Klokker

22.7.1937 – 22.9.2022

Øre-, næse- og halsspecialet (ØNH) har med professor Poul Bretlaus død mistet en af vore store pionerer.

Poul Bretlau er gået bort efter længere tids sygdom. Til det sidste bevarede han kontakten til specialet og havde for nylig stor glæde af at besøge sin gamle øre-, næse- og halskirurgiske og audiologiske afdeling i den nye og flotte Nordfløj på Rigshospitalet.

Poul Bretlau voksede op i Silkeborg, hvor han blev student i 1955. I 1963 blev han cand.med. fra Aarhus Universitet. Efter værnepligten i Søværnet fulgte en lang og flot klinisk karriere parallelt med forskning inden for ØNH med ansættelser på Rigshospitalet og Gentofte Hospital (GH). I 1973 blev han dr.med. med afhandlingen »Otosklerose. Histopatologiske undersøgelser af det otosklerotiske focus«. Disputatsen udgik fra Otopatologisk Laboratorium på Rigshospitalet, hvor han udførte og støttede mange efterfølgende undersøgelser af det indre øres knoglebiologi, mellemøreslimhindens patologi og hoved-hals-tumorbiologi.

Den første overlægestilling var på GH i 1978. Som få beherskede Poul alle grene af ØNH-kirurgien og introducerede hoved- og halstumorkirurgi i Københavns Amt fra 1980. Som professor på Københavns Universitet (blot den fjerde siden den første i specialet i 1916) og administrerende overlæge på ØNH-afdelingen på Rigshospitalet fra 1985 var han hovedansvarlig for styrkelsen af den maligne hoved- og halskirurgi samt thyroideakirurgi. Med tiden koncentrerede han sig stadig mere om mellemørekirurgien, hvor han var let på hånden, velorienteret om nyeste behandlinger og opnåede resultater, som kunne matche enhver international otokirurg.

Poul var af den gamle skole og indgød megen respekt hos kollegaerne, men var også en dygtig og tålmodig læremester for mange af os yngre. Man kaldte aldrig forgæves på hjælp, og rådene var gode. Poul etablerede og formidlede mange værdifulde internationale videnskabelige og kirurgiske kontakter og lagde stor vægt på rollen som underviser, ikke mindst som mangeårig medredaktør af »Lærebog i øre-næse-halssygdomme« fra 1985. Han var medforfatter til afsnittet om hoved- og halskirurgi i »Kirurgisk Kompendium«, 1987, og modtog Kleinprisen i 1991. Han var desuden bestyrelsesmedlem og senere æresmedlem i DSOHH og medlem af Bárány Society og Collegium Oto-Rhino-Laryngologicum Amicitiae Sacrum.

Poul var gennem flere år medlem af Forskningsudvalget på Rigshospitalet og sad i Lægerådets Formandskab i årene 1991-1996, en del af tiden som formand. Det var i den periode, kampen mellem den lægefaglige ekspertise og de indtrængende »djøffer« på Rigshospitalet var på sit højeste, og netop da viste Poul sit mod og sin faglige stolthed og integritet. Man kunne altid stole på ham, og begreberne svig og svigt var ham ukendte.

I 1999-2000 var Poul gæsteforskningsprofessor på Karolinska Institutet, Stockholm.

Poul havde et stort hjerte for Grønland både fagligt og socialt og berejste landet mange gange. Han havde mange fantastiske oplevelser fra Grønland og fortalte gerne derom. Blandt disse oplevelser var en uforglemmelig todagestur sammen med sin gode ven og anæstesiologiske kollega Jørgen Viby Mogensen, fra Qaanaaq til Thule Air Base på hundeslæde, op over Politiken Bræ og indlandsisen med overnatning i telt, rejst over slæden. Poul bakkede også fuldt op om den forskning, som afdelingens yngre læger udførte i Grønland både inden for mellemøreinfektioner, kolesteatom og næsesvælgkræft.

Musik og kunst var Pouls store interesse og glæde gennem det meste af hans liv, og hans viden inden for især moderne kunst var stor og mangfoldig. Med Pouls hjælp lykkedes det os at skabe en kunstudsmykning af afdelingen til fortsat glæde for patienter og medarbejdere, i dag pryder den vores nye lokaler i Nordfløjen. Lystfiskeri var også en stor interesse.

Familien og hjemmet var Pouls sikre base, og vores tanker går til de efterladte, Pouls hustru, Ina, børnene Thomas og Marianne, svigerbørn og børnebørn.

Æret være hans minde.

Kolleganyt