Content area

Poul Ravn

7.6.1950-16.12.2021
Forfatter(e)

På vegne af intensiv afdeling, Kolding Sygehus, Lisa Seest Nielsen og Jane Stab Nielsen

Overlæge Poul Ravn er død.

Poul Ravn havde igennem flere år sin faste gang på Kolding Sygehus, intensiv afdeling, hvor han ved morgenkonferencer bidrog med høj faglighed og altid stillede sig til rådighed for gode og givende faglige diskussioner. Poul deltog som teammedlem i at tage godt hånd om alle vores patienter og deres behov for radiologisk udredning. Poul blev, som det hjertevarme menneske Poul var, en del af både vores faglige, men også vores sociale fællesskab og drog i mange sammenhænge omsorg for læger og sygeplejersker på intensiv. Vi oplevede, hvordan Poul tog hånd om oplæring af unge røntgenkollegaer, ligesom der er faldet læring af til staben på intensiv ved mange lejligheder. Egentlig kunne overlæge Poul Ravn have indledt sin pensionisttilværelse, men valget faldt på at starte den nye Arteon i indkørslen og køre til Kolding Sygehus, fordi det, ligesom et godt glas Beaujolais Nouveau og en pibe tobak, var livskvalitet, og Poul påskønnede samvær med kolleger. Poul blev ramt af sygdom for få år siden, men trods de dårlige odds hørte håbet om at vende tilbage i arbejde ikke op. Den faste røntgenkonference på intensiv var både for Poul og de faste læger på intensiv en af dagens skattede stunder med faglig sparring, gode kollegiale relationer og ikke sjældent et godt grin.

Æret være mindet om Poul.