Content area

Poul Ravn Pedersen

7.6.1950-16.12.2021
Forfatter(e)

På vegne af nuværende og tidligere kolleger på Røntgenafdelingerne Sygehus Lillebælt og tidligere kolleger Århus og Haderslev

Flemming Jacobsen, Bjarne Nue Møller, Claus Toftgaard, Lene Bak og Dorthe Ulrik Knudsen

Vores gode kollega, vores gode ven, Poul Ravn er død.

Poul voksede op i Otterup, medicinsk embedseksamen i Odense 1978, blev speciallæge i radiologi, ÅKH 1992. 1998 administrerende overlæge på Røntgenafdelingen i Haderslev, 2004 administrerende overlæge på røntgenafdelingerne i Kolding og Fredericia.

Poul var afholdt, hvor han kom og opbyggede et rigt socialt netværk, også politisk, hvilket han forstod at få det bedste ud af for afdelingerne. Hans afdelinger var meget velrenommerede med højt fagligt niveau og et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde på tværs af hierarki og specialer og stor tiltrækningskraft på såvel yngre som ældre læger; flere generationer af yngre radiologer kom til at kende Poul som den altid nærværende og venlige bonus pater, der gjorde sig store anstrengelser for, at uddannelseslægerne følte sig tilpas og kom godt videre i deres uddannelsesforløb. Poul var en livsnyder, en gentleman, en gourmet – og en yderst trofast og hjælpsom ven. Poul berigede et selskab med lune og humor – havde altid en sjov historie i ærmet. Som en ofte fortalt oplevelse fra gymnasietiden: En kammerat var netop fyldt 18 år og med den nyvundne tilladelse til selv at skrive begrundelse for fravær: Poul så med over skulderen og prikkede undervejs til kammeraten: »Øh, sengeleje staves med g«, hvilket straks tillidsfuldt blev rettet. Poul var en ivrig jæger og så dygtig en skytte, at han i 1972 var udtaget til OL i München, men hans far syntes det anderledes: Poul måtte i gang med at læse. Skydefærdighederne blev flittigt brugt, men konkurrerede med hans sociale instinkt, så det skete, at Poul involverede sig mere med naboposten, så haren sneg sig forbi, mens han konverserede og stoppede sin uundværlige pibe. Poul mistede alt for tidligt sin Kirsten, som han havde kendt siden studietiden. De fik med Pouls egne ord »desværre aldrig børn«, men kærligheden gav de hinanden og delte gavmildt ud til omgangskredsen. Poul elskede børn, og de elskede ham, og han meldte sig gerne som babysitter, hvis en af kollegerne pludselig manglede. Som engang, hvor en yngre kollegas far var blevet indlagt akut; kollegaen, der havde en fridag, ankom med sin etårige datter, som ikke kunne tages med ind til faren. Poul tog straks datteren på armen og viste hende røntgenafdelingen – hun befandt sig så godt, at da mormoren kom for at overtage, vendte den lille hurtigt ryggen til hende – hun ville blive hos en pavestolt Poul. Efter en arbejdsdag november 2018 blev Poul ramt af en hjerneblødning, der efterlod ham hemiparetisk. De sidste år kom til at stå i skærende kontrast til hans øvrige liv; tilbragt i hjemmet med døgnpleje. Pouls intellekt var dog bevaret, og på trods af den hårde skæbne mistede han aldrig sin underfundige humor