Skip to main content
Mindeord

Rikke Maria Birk Dahl

Ida Kappel Buhl, Anna Døssing, Howraman Meteran og Cecilie de la Cour

09.04.1987-16.11.2020

Vores kære veninde og studiekammerat Rikke Maria Birk Dahl gik bort mandag den 16. november efter længere tids kræftsygdom.

Rikke begyndte på medicinstudiet på Københavns Universitet i 2008. Hun blev hurtigt en god ven med sit nærværende, blide og følsomme væsen og karakteristiske store hår. Hun havde en fantastisk evne til at møde folk, hvor de var, uanset om det var venner, kolleger eller patienter, og hun knyttede bånd, hvor end hun gik. Rikkes valg af studie var drevet af denne naturlig interesse for andre mennesker og ønsket om at ville andre det bedste. Hun bibeholdt varmen og empatien for andre mennesker gennem sin studietid og tog den med sig i lægelivet.

Både som medicinstuderende og som læge var Rikke ambitiøs. Viden skulle for Rikke ikke blot tilegnes, men forstås, og hun havde en beundringsværdig vedholdenhed, når det gjaldt fordybelse. Rikke var en dygtig og indfølende læge med interesse for pædiatri. Efter en flot afholdt embedseksamen i 2015 og herefter KBU startede hun i en introstilling på Hvidovre Børneafdeling og havde stor glæde af de unge patienter og kliniske problemstillinger. Hun arbejdede herefter på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Allerede som studerende var Rikke engageret i forskning og havde takket ja til en ph.d.-stilling, som forenede hendes interesse for børn somatisk og psykiatrisk.

Privat var Rikke varm og viljestærk. Store dele af hendes ferier blev brugt på rejser verden over. I hverdagen fandt hun stor glæde i at bevæge sig og udfordre sig selv fysisk. Hun var en hurtig og udholdende løber med flere maratoner i bagagen. Rikke omgav sig med venner og havde et stort socialt netværk, dog var hendes familie centrum i hendes liv. Hendes store kærlighed til sin søn og prioritering af hans bedste var kendetegnende for Rikkes kompromisløse tilgang til livet. Rikke nød altid at have sine familie omkring sig og tilbragte mange gode stunder i deres sommerhus det sidste år.

Sammen med Rikke har vi grint og grædt og grædt af grin, vi har slidt og slæbt og nydt sammen gennem de sidste 13 år. Vi er dybt taknemmelige for, at Rikke har været i vores liv, og vi vil savne hende ubeskriveligt meget. Hendes nærvær, kærlighed, livskraft, engagement og kampgejst vil vi tage med os videre. Vores tanker går til Tobias, Cosme, Kasper, Pia og Jørgen.

Æret være Rikkes minde.

Kolleganyt