Skip to main content
Mindeord

Ruben Ordell Frederiksen

Per Kruhøffer, Jurek Medon, Anne Bender, Claus Bredahl, Flemming Svendsen, anæstesi og opvågningspersonale ved Farsø Sygehus

16.3.1953-19.11.2019

Ruben er død. Pludseligt. Alt for tidligt og helt urimeligt.

Vi savner ham hver eneste dag.

Ruben var en alsidig anæstesiolog med funktion især inden for anæstesi til ortopædkirurgiske indgreb og traumatologi.

De ortopædkirurgiske operationer gav rig lejlighed til anvendelse af regionale anæstesiteknikker, som han var stor tilhænger af at anvende og god til at undervise i. Han opsøgte ny viden på området og var vedholdende i implementeringen heraf.

Signalet fra nervestimulatoren eller billedet på ultralydskærmen fremkom med selvfølgelig lethed for ham.

Han var aktiv i den præhospitale virksomhed og kørte lægeambulance i mange år. Indimellem fortalte han lidt om kaotiske ulykkestilfælde og andre akutte situationer. Hændelser som krævede, at han holdt hovedet koldt og hjertet varmt – og det kunne han.

Han var en afholdt kollega. Han havde det lægefaglige ansvar for anæstesi på Farsø Sygehus fra 2013 og frem til sin død. Aldrig fortravlet, havde oftest tid til at lytte eller til selv at spørge. Han var en ven, en gentleman og en god strateg. Humoren var robust og barok.

I alle årene med arbejde i Nordjylland boede Ruben i Aarhus, for der havde han sin familie og sin rod. Vi var aldrig i tvivl om familiens betydning for Ruben.

Han elskede og beundrede sin Lis og sine børn Sidsel, Maria, Jonas og Simon, og værdsatte sit liv med dem og børnebørnene. Vi har set en del fotos af barnebarnet Uma iført lyseblå håndtaske og i ivrig samtale med en robotstøvsuger – lige i øjet hos Ruben.

De varmeste tanker til hele Rubens flok.

Kolleganyt