Simon Andreasen

Fredag den 28. februar gik vores kære ven og kollega, Simon Andreasen, bort i en alt for tidlig alder efter halvandet års kræftsygdom.

Simon var et beundringsværdigt menneske. Han var en cool, velklædt og distingveret livsnyder, med gråsprængt hår, der trods hans unge alder gav ham en silver-fox-maskulin aura. Han var kendt for sin ærlighed, velbegrundede stærke holdninger og besad en underspillet, skarp humor og en smittende latter.

Alle mennesker, som krydsede hans vej, syntes godt om ham og følte sig godt tilpas i hans selskab, lige fra portører til professorer. Han besad en særlig ro og varme, der gjorde ham i stand til at få det bedste frem i personer omkring sig.En oprigtig nysgerrighed var konstant til stede hos Simon, og han var altid interesseret i, hvad der foregik i andres liv, professionelt såvel som privat. Den samme nysgerrighed kendetegnede hans tilgang til lægefaget og forskningen.

Simon havde en stor interesse for oto-rhino-laryngologi og var medstifter af Studerendes Øre-Næse-Halskirurgiske selskab (SØHNKS). Både under studiet og efter han blev læge, underviste han som anatomi- og dissektionsvejleder på Københavns Universitet. Han var en dygtig underviser, fagligt uovertruffen og vellidt af både kollegaer og studerende. Det var her, han mødte sin hustru Caroline.

Som forsker var Simon blændende begavet, og klinisk var han en dygtig og vellidt læge, der havde god sans for det menneskelige aspekt af lægegerningen. Efter sin embedseksamen i 2015 fortsatte han som ph.d.-studerende og forsvarede sin afhandling om spytkirtelkræft ved Københavns Universitet i 2018. Til den efterfølgende reception blev Simons høje faglige niveau og talent fremhævet af vejledere såvel som bedømmere. Simon skrev utrolig godt og var enormt arbejdsom. Han var førsteforfatter på 20 videnskabelige arbejder, medforfatter på adskillige arbejder, og der var en disputats i støbeskeen, som vi desværre aldrig får at læse.

Under sin sygdom fortsatte Simon med at passe sine forpligtelser som forsker og underviser, samtidig med at han tog sig af sin familie. Han blev ved med at være samlingspunkt for venner og familie, og bevarede sin karakteristiske ro, nærvær og sit kærlige overskud til det sidste.

Vi beundrede alle Simon, og det er uforståeligt og ubærligt trist, at vi aldrig mere skal mødes med ham til en snak eller et godt grin. Vores tanker går til Lisbeth, Caroline og Walter, som nu skal fortsætte livet uden deres elskede søn, mand og far.

Vi vil savne ham, mindes ham og fremover huske os selv på at fejre livet med manér.

Æret være Simon Andreasens minde.