Svend Vedel Kessing

Gammelkøbenhavneren Svend blev cand.med. i 1960 og med øjenlægeuddannelsen primært på Rigshospitalets øjenafdeling. Han skrev prisopgave i 1962 og blev dr.med. i 1968, på studier over øjets bindehinde.

Det var Svend, der som øjenkirurg indførte operationsmikroskopet som fast rutine, og med stor dexteritet. Fra 1974 til 2003 var han overlæge på Rigshospitalet, og med tiltagende specialisering indenfor særligt krævende felter. Hertil bidrog også Rigshospitalets adgang til neonatale anæstesier. Han varetog herunder de alvorlige tilfælde af medfødt grå og grøn stær, hvor det hos nyfødte handler om ganske små dimensioner. En anselig teknisk udfordring bestod her i at frilægge mikrostrukturen Schlemms kanal og »bryde væggen«, som står for kammervandets afløb, og dermed øjets trykregulering. Fortidens skæmmende buftalmier (okseøjne) med ophævet syn blev historie. Svend tog sig yderligere af maligne svulster i forreste øjenafsnit, men det var øjets generelle trykregulering som volumenmæssigt blev hans hovedværk. Han oprettede Rigets Glaukomklinik, hvor moderne automatperimetri diagnostisk blev en hjørnesten. Grøn stær gik fra »bare for højt øjentryk« til at være et biologisk balanceproblem mellem blodtilførsel til synsnerven og afløbshindring i kammervinklen. Det skabte fokus på det nye begreb normaltryks-glaukom, og hans dedikerede team udviklede løbende nye operative muligheder. I Rigets specialklinik stod han for de tungeste tilfælde, og han gav aldrig op. Sammen med John Thygesen kunne derudover en bred international glaukomklassifikation udarbejdes. Vi var i frugtbar læseklub sammen i mere end 30 år; bølgerne gik ofte homerisk højt.

Svends ældste søn Lars kunne som professor i psykiatri indgå i fælles forskningsopgaver omkring biokemisk neuroprotektion. Bl.a. undersøgtes mulige sammenhænge mellem Alzheimers sygdom og normaltryks-glaukom, dog uden de helt afgørende gennembrud.

En travl praksis blev passet ved siden af, med endestation i havehuset hjemme i Vedbæk. De trofaste patienter fandt ham også her, hvor han virkede helt til det sidste. Gennem to år fik han steroider for »muskelgigt«, og det blev en opportunistisk infektion, som fældede ham.

Vore tanker går til børnene Lars, Peter og Marie. Og til Karen, som han som enkemand oplevede lykken med de sidste 12 år hjemme på Olesvej.