Skip to main content
Mindeord

Tage Rosendal

Christian Rosendal og Anne Marie Buch

9.10.1937 - 25.12.2021

Julenat gik Tage Rosendal bort. Tage var rundet af den jyske muld og bevarede sin lune humor og stovte temperament hele livet, ligesom han var familiemenneske i sit inderste. Sidstnævnte var vi mange, der nød godt af igennem årene. Tage efterlader sig en dejlig og stor familie, som har fået meget med på vejen. Tage var en mand med imponerende evner både fagligt, hvor han igennem tiden har nydt stor respekt som anæstesilæge, musikalsk og sprogligt.
Fagligt slog han sine folder på Odense Universitetshospital gennem mange år på neurokirurgisk anæstesi, han tilbragte år i Saudi-Arabien ad flere omgange og tilbragte flere år på Aabenraa Sygehus. Her var han kendt og elsket – hans sønnesøn blev genkendt på operationsgangen, da han havde en stilling på sygehuset i 2019. Der var stadig folk, der huskede Tage!
Personligt kender vi flere, der kan takke Tage for karrierevalg, for vejledning og for introduktion til både anæstesien som fag og tanken om at arbejde under fjernere himmelstrøg.
Tages evner i sprog udmøntede sig i flydende arabisk på et niveau, så han underviste i det, men også interesse for russisk. Hans interesse for sprog blev heldigvis givet videre igennem generationerne og skinner tydeligt igennem hos Tages børn og børnebørn. Ligeledes hans interesse for musik – Tage var en habil klaver spiller, og kærligheden til udøvelsen af musik fornægter sig ikke i familien.
I sine sidste år fik Tage konstateret Parkinsons sygdom, som endte med at koste ham livet.
Hvil i fred, Tage, du berørte mange liv og tak for det!

Kolleganyt