Skip to main content
Mindeord

Tom Kristiansen

Hanne Calberg, Tine Randløv, Susanne Hegedüs, Ole Nedergaard og Søren Mygind.

29.3.1957-14.4.2020

Det kom som et chok for os, nuværende som tidligere læger i lægecentret Friheden i Hvidovre at erfare, at den første læge i Danmark, der var bukket under for den aktuelle og alvorlige virusinfektion COVID-19, var fra vort lægecenter. Kun 63 år gammel og aktiv i sin klinik til det sidste, gjorde det uforståeligt for os og har berørt os dybt.

Tom Kristiansen blev uddannet læge fra Københavns Universitet og specialiserede sig i almen medicin og startede sit virke i lægecentret Friheden i 1997. Han blev meget hurtigt engageret i lægecentrets arbejdsopgaver og var initiativtager til mange fornyelser af huset. Desuden beklædte han posten som lægecentrets formand i mange år og indtil sin død.

Tom var en meget loyal og empatisk kollega, rummelig og lyttende, diplomatisk og ansvarlig, fagligt optaget og interesseret samt en god sparringspartner.

Tom var desuden meget hjælpsom, imødekommende, rolig og altid venlig, glad og humoristisk, hvad vi bl.a. også kunne opleve under de daglige fælles frokoster og lignende. Her fik man også indtryk af hans sunde livsstil med bl.a. Hjerteforeningens anbefalinger af seks stk. frugt og grønt dagligt samt hans sporty indstilling, hvor Tom ofte cyklede fra sin bopæl i Virum til lægecentret i Hvidovre.

Tom var meget vellidt blandt kolleger og ikke mindst populær og afholdt af sine mange patienter gennem årene, og mange vil føle et stort savn.

Socialt var Tom også meget gerne deltagende, det være sig i sommer- som julefester og lignende, og ikke mindst optaget af planlægning af vore efteruddannelsesarrangementer.

Tom Kristiansens tragiske død er et stort tab for os alle, og vore varmeste tanker går til Toms familie.

Kolleganyt